DPA

For komponister og tekstforfattere

Bo Schiøler & Skavankerne - 'Rekviem for kraka'

28. august 2019

Bo Schiøler (73 år) er på banen med et nyt sprudlende, vigtigt og vitalt album: Rekviem for kraka - Sange fra et levet liv…

13 nye sange fra den flittige sanger og sangskriver - kendt og elsket fra Vesterbro Ungdomsgård - som nu vil være talerør for den 3. alder med bandet Bo Schiøler & Skavankerne.

Han er ustoppelig. I mere end 50 år har han givet os en overflod af digte, sange og teaterstykker. Først, i 44 år, som sangskriver for Vesterbro Ungdomsgård, siden 2014 som leder af seniorbandet Bo Schiøler & Skavankerne.

Med guitar og livslang erfaring, sikre instinkter, viden og klogskab pløjer Bo Schiøler sin musikalske vej fra ung rebel til rebelsk pensionist. Ofte “skærer han mere skarpt ud” i dag end for 30-40 år siden og gør sig til talerør for bl.a. humanisme, solidaritet, sameksistens og ligeværd.

På `Rekviem for Kraka´ beskriver Bo Schiøler den 3. alder, dens glæder og udfordringer i respekt og solidaritet med alle de seniorer der - ligesom han selv - stadig kan lide livet, som kan tænke, føle og handle - og som værdsætter gode sange fra deres egen erfarings-verden. Her bliver ikke lagt op til nostalgi og eskapisme! Vikeligheden, nutiden er stadig en messe værd. Jo, Bo er 73 år og ved, hvor knoglerne knager.

Mange af sangene er formet som kærlige portrætter af folk, man aldrig har hørt om. Nogle er døde og borte, andre er i høj grad i live. De fløj under radaren, havde ikke rundsave på albuerne; de kom aldrig i avisen eller i TV.

Trods Bo’s 73 år, har sangene på `Rekviem for Kraka´ en pågående, spændstig vitalitet, som kunne være en ung mand værdig. Men dykker man ned i teksternes univers, er der en dybde, som klart udtrykker modent tilbageblik, alderserfaring og levet liv. Det er langtidsholdbare, kraftfulde kvalitetssange … Rekviem for kraka er hinsides hitlister og hurtige trends. Kraka er en nødvendighed.