DPA

For komponister og tekstforfattere

Ares: 'Ghosts'

22. november 2019

Den danske duo ARES, der består af sangerinde Louise Væver Andersen og musiker Line Mortensen, er nu klar med deres nye single ‘Ghosts’. Nummeret er den første udgivelse siden duoens varmt modtagede debut-EP Lost fra november sidste år.

ARES præsenterer et minimalistisk og skarpt lydunivers på ‘Ghosts’. Med kun en enkelt synth i baggrunden får vokalen lov til at sætte stemningen i nummeret fra start. Med ordene “I’m gonna call you out on all that you did wrong // you wouldn’t cut me loose // no you were just too weak,” trækkes lytteren ind i en historie om ulykkelig kærlighed, frustration og om at finde styrken til at komme videre. Med ‘Ghosts’ tilføjer ARES en ny dimension til deres lydunivers og giver plads til at gøre op med den klassiske popformel. Om singlen fortæller ARES: På vores tidligere udgivelser har vi introduceret en mere melankolsk og dyster side af ARES-projektet, men med ‘Ghosts’ vil vi gerne vise, at vores lyd og sangskrivning er i konstant udvikling og ikke kan sættes i bås.

Ghosts’ viser en anden og mere minimalistisk side af projektet, end hvad vi præsenterede på vores debut-EP. Vi ville gerne udfordre den klassiske popformel og vise, at en god popsang ikke nødvendigvis behøver at slutte på et omkvæd.” ‘Ghosts’ er første udgivelse siden ARES’ debut-EP Lost, der blev varmt modtaget af både danske og internationale medier. Med EP’en og tre foregående singler fik ARES omtale af blandt andre Bands of Tomorrow, Gaffa og den store engelske musikblog Purple Melon. Flere af singlerne endte i rotation på Uniradioen og fik placeringer på New Nordic Indies Spotify-playlister og Fallulahs ‘Hej Søster’-playliste.

I løbet af sommeren og efteråret har ARES blandt andet spillet i Pumpehusets Byhave, Huset-KBH og senest som support for Fallulah på hendes efterårstour. ‘Ghosts’ er den første single af en række udgivelser op til sommeren 2020 og er tilgængelig via samtlige streamingtjenester den 8. november 2019. 

Foto: Louise Krag Mortensen