DPA

For komponister og tekstforfattere

Anna David - 'Vinden kalder'

25. maj 2018

’Vinden Kalder’ udmærker sig ved, at EP’en kan lyttes til som et musikstykke.

Sangene tilhører alle luftens univers og den kreative lyd skildrer sider af evig kærlighed: Evig kærlighed i parforholdet (Kun os to), evig kærlighed til livet (Forsvinder jeg nu), evig kærlighed hinsides døden (Vinden hvisker) og evig kærlighed i håbet (Sommerfuglen).

Efterhånden ved de fleste, at Anna David skriver sine sange fra hjertet og uden beregning. Hun magter at skrive om selv de allermest svære følelser og bevæger lytteren med sine tekster. På ’Vinden Kalder’ indgår sangen ’Vinden hvisker’, som handler om en smerte, der nærmest er umulig at rumme. En smerte så stor, at ord alene ikke kan beskrive den. Alvoren slås fast fra starten af:

”Jeg hører vinden hviske i træerne
jeg hører vinden hviske dit navn
jeg ser skyerne glide fra hinanden
og dit ansigt toner frem”

og siden

”Jeg går igennem byen nu uden gnist og klang”. Hun synger ”God nat min skat” igen og igen. og konstaterer

”Ingen kan tag fra os
det er dig og mig
for altid”

Baggrunden for sangen er en unådig skæbne. Ikke for Anna selv, men for Annas veninde Sara.
Anna måtte bare gøre det, hun gør bedst. Sangen ’Vinden hvisker’ måtte skrives til Sara, der mistede sin lille søn.

På EP’ens sidste sang ’Sommerfuglen’ opfordrer Anna David til at flyve med ud i lyset, hvor farverne danser og natten den glimter. Det vil lytterne gerne.