DPA

For komponister og tekstforfattere

Andreas S. Jensen - 'Disturbed'

18. september 2017

For tre år siden udgav Andreas S. Jensen solodebut EP’en 'Disconnected'. Han er stadig 'Dis', men altså nu med det aktuelle album 'Disturbed'. På 'Disturbed' står det klart, at Andreas som musiker og multi-instrumentalist har fuld fokus på den solide sangskrivning og virkningsfulde vokal. Albummet består af ti alternative, iørefaldende pop-rock sange med hilsner til adskillige andre genrer.

”Jeg tror ikke man kan klassificere min musik som værende én bestemt genre. Det er mere et miks af en masse forskellige stilarter, der har inspireret mig gennem årene: Akustisk singer-songwriter, rock, indie, pop, country, elektroniske elementer, ja, selv tysk cabaret fra 1930'erne”, fortæller Andreas S. Jensen.

Albummet er optaget i Andreas’ eget studie i London og medvirkende er bl.a. venner og kollegaer fra den danske og engelske musikscene. Musikere der normalt spiller med Pete Dohertys Baby Shambles, Dido, Jack Savoretti, Nadine Shah, Gorillaz, Blur, Duran Duran, Tim Kristensen og Arctic Monkeys.

London Calling
På 'Disturbed' rusker Andreas S. Jensen op i publikum med hverdagshistorier og mere eller mindre selvbiografiske hændelser. Frygt vs håb er gennemgående temaer i flere af sangene. Albumåbneren og førstesinglen 'Trust Is My Anchor' beskriver frygten for at tage det store spring ud i det ukendte og uprøvede. Frygt for at stagnere, hvis der ikke rykkes, men også en følelse af tillid til, at det nok skal lykkes. En følelse der opstod, da Andreas i sin tid tog beslutningen om at rykke teltpælene fra Vesterbro til London.

“Jeg havde ingen kæreste, mit band var gået i opløsning og jeg var blevet uvenner med min bedste ven. Det hele var rent ud sagt noget lort. Jeg besluttede derfor, at det var tid til at gøre noget andet, men jeg var hunderæd! Det er den gamle sang om at man ved hvad man har, men ikke hvad man får”, fortæller Andreas om nummeret 'Trust Is My Anchor'.

Valget om at flytte til London skulle dog heldigvis vise sig, at blive en god beslutning for Andreas S. Jensen, der siden har opbygget et imponerende musikalsk CV i byernes by. Et CV der bl.a. inkorporerer arbejde med internationale artister som Kevin Lyttle, Dub Pistols, Armand Van Helden og Dido over Eurovison Song Contest bidrag for England i 2006 til turnerende i pop- og teatermusik. Han har turneret i over 50 lande og spiller mellem 30-35 festivalkoncerter med Dub Pistols hvert år. I år er ingen undtagelse, så Andreas S. Jensen er en travl musiker.

'Disturbed' kan købes her.