DPA

For komponister og tekstforfattere

AISHA - 'Løvehjerter'

13. august 2019

Der blev taget godt imod AISHAs single Fortæl, som var hendes første udspil I eget navn. Løvehjerter er et soulpoppet track om modig kærlighed, leveret med den inderlighed og åbenhed, som kendetegner AISHA og hendes sangskrivning. Løvehjerter udkommer d.16. august, og er andet udspil fra AISHAs kommende EP.

Løvehjerter er skrevet og komponeret af Aisha selv. Sammen med Noah Roseanes har hun produceret tracket, og det udkommer på hendes eget selskab. AISHA har skrevet sange siden hun var 8 år og har altid haft styrke til at finde sin egen vej frem. Men som alle andre, bliver hun også skrøbelig I hænderne på kærligheden:

"Løvehjerter handler om, hvor skræmmende det kan være at give efter for forelskelsen og forfølge drømmen om at være to. Det kræver mod til at være sårbar og til at turde tro på en fælles fremtid. Særligt når man har flere forliste forhold bag sig", fortæller AISHA.

Hendes stærke vokal, som tidligere har smykket Nomadix’s sange og Savage Rose’s kor, bærer et stort nærvær med sig I fortællingen om levet kærlighed: Løvehjerter fortæller ærligt om at blive overvældet at kærligheden og om at føle sig forbundet på ny.

"Egentlig tror jeg, der er mere håb for parforholdet generelt, hvis vi giver hinanden plads og ser modgang som et vilkår i et parforhold. I med og modgang har fået en større og smukkere betydning for mig. Jeg tænker, at der findes flere “den eneste ene”, fordi det allermest handler om at vide og acceptere, at livet ikke kun er en dans på roser. Det er den følelse, jeg forsøger at beskrive – vigtigheden af at turde vælge hinanden til, på godt og ondt, det er dét valg, der gør, at vi føler os forbundne og uovervindelige. Selv det mest intelligente hjerte er skrøbeligt i kærlighedens vold, og det kræver mod at bibeholde troen på tosomhed og leve drømmen”, forklarer hun.