DPA

For komponister og tekstforfattere

Virtual Song Camp

20. maj 2020
Man kan ikke flyve til L.A., men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde med nogle af de virkelig dygtige folk fra den amerikanske musikbranche! Nu kan du søge om at komme med på en virtuel camp, der forener Norden og Los Angeles.

Nordiske sangskrivere og producere stormer frem på det internationale marked og står bag mange af de numre, der ligger på hitlisterne verden over. Det høje nordiske niveau er efterspurgt, og derfor vil DPA sammen med NordicLA gerne give nordiske sangskrivere og producere de bedste betingelser for at arbejde på det internationale marked – selvom flyene ikke krydser Atlanten.

Med støtte fra Nordisk Kulturfond arrangerer NordicLA og DPA derfor Virtual Song Camp fra d. 21. juni til 26. juni 2020.

Mød den amerikanske branche
Tanken med den virtuelle camp er at sætte nordiske producere, sangskrivere og artister op med nogle af branchens dygtige sangskrivere, producere, artister, labels og publishere fra L.A.

Campen vil bla. byde sessions, talks, ”industry hacks” og meget andet der kan hjælpe til succes på det internationale marked. Du vil bl.a. møde:

  • Justin Sanley (Prince, Beck, Snoop Dog, Paul McCartney og mange flere)
  • Dawty Music (NeYo, Janelle Monae, Snoop Dog, French Montana, Wale og mangle flere)
  • Sue Drew, GM Creative & Acquisitions, Kobalt Music Publishing
  • Susan Slamer (VP Music - Sony Pictures)
  • Nic Harcourt (radiovært og kendt som den ultimative "tastemaker")
  • Eli Brueggemann (Saturday Night Live (Justin Timberlake, Drake, Kanye West mm.))

Skal du med? Søg senest 2. juni
Er du sangskriver eller producer? Vil du gerne have et springbræt til at etablere et netværk i Los Angeles? Den nordiske gruppe kommer til at bestå af deltagere, der alle har erfaring med co-writes og sangskrivning på et højt niveau. For at blive udvalgt til at deltage, er det afgørende, at du i din ansøgning kan dokumentere, at du har erfaringer med co-writing, og at du er et sted i din karriere, hvor du er parat til at arbejde på det internationale marked.

For at søge skal du være klar til at arbejde online, have adgang til en simpel studieopsætning du kan arbejde fra og en god internetforbindelse.

Campen vil foregå 21.-26. juni (begge dage inklusive), hver dag fra kl. 17-23 dansk tid.

Alle medlemmer af Koda kan ansøge. Hent ansøgningsskemaet her. Ansøgningen skal sendes til: la@dpa.org.

Du skal søge senest d. 2. juni. Du vil modtage svar senest d. 8. juni.

Om NordicLA
NordicLA er en nordisk hub i Los Angeles, hvor alle de nordiske kreative industrier mødes, herunder musikindustrien. NordicLA’s mission er at hjælpe kreative med at opnå succes i USA. NordicLA er grundlagt af den Grammy vindende musiker fra Nephew, Kristian Riis, der selv har tilbragt meget tid i Los Angeles.
Læs mere om NordicLA her

 

Projektet er muliggjort med midler fra Koda Kultur.