DPA

For komponister og tekstforfattere

Vækstlagsaften i marts

6. februar 2020
3. marts afholder vi årets første temaaften for vækstlagsmedlemmer under overskriften: 'Økonomien som sangskriver og producer i vækstlaget'.

Vækstlagsaften: Økonomien som sangskriver og producer i vækstlaget

Hvordan prissætter man sig selv som sangskriver og producer? Og hvordan er det nu lige at money-flowet er i musikbranchen?

Som upcoming sangskriver og producer kan det være svært at navigere i det økonomiske aspekt af musikbranchen. Derfor inviterer DPA alle vækstlagsmedlemmer til årets første temaaften, hvor et panel af sangskrivere og producere vil dele deres erfaringer og give gode råd.

Bagefter vil der være lidt mad og drikke samt mulighed for at tale med andre vækstlagsmedlemmer.

Arrangementet er kun for DPA’s vækstlagsmedlemmer. Som vækstlagsmedlem er du dog velkommen til at medbringe en ven eller kollega, der kunne være interesseret i at blive medlem af DPA.

 

Tid og sted
Tirsdag d. 3. marts, kl. 17-19
Lautrupsgade 9, 5. sal, 2100 København Ø

Der er et begrænset antal pladser.
Tilmeld dig via oliver@dpa.org. Vil du have en gæst med, så skriv dennes fulde navn i tilmeldingen.

 

Panelet består denne aften af:

Lene Dissing
Lene er én af Danmarks mest succesfulde kommercielle sangskrivere. Sammen med makkeren Peter Bjørnskov har hun i de seneste år været med til at definere lyden af international pop. Under pseudonymet Startone Music har makkerparret leveret internationale hits til bl.a. den danske DJ Martin Jensen i form af ”Solo Dance”, som alene på Spotify har over 500 mio. streams.

Ole Brodersen Meyer
Ole er dansk/irsk producer og sangskriver. Han startede sin karriere på indiescenen, og hans musikalske stil beskrives bedst som indie og urban kombineret med kommerciel pop. Ole har arbejdet med Selena Gomez, Craig David, Kylie Minogue, The Wanted, Jung, Christopher, Joey Moe, Camille Jones og mange flere. Derudover arbejder Ole meget med udvikling af artister og har et hold af talentfulde upcoming artister, både signede og ikke-signede.

Andreas Odbjerg
Andreas er en 32-årig sangskriver og artist, og er derudover uddannet bachelor i sangskrivning fra RMC. Han har som den ene halvdel af Moses: ”Andreas” udgivet 3 EP’er og debuterede i 2018 som soloartist hvor han har udgivet fem numre på Universal. Andreas Odbjerg har bl.a. skrevet sange for og med Ankerstjerne, Kongsted, Gulddreng og Patrick Dorgan. Sidste år skrev han sammen med Lord Siva og Vera et af 2019’s største hits “Paris”, som gik platin på under et halvt år.

 

Er du ikke vækstlagsmedlem? Læs mere om hvordan du kan blive det her:
https://dpa.org/bliv-vaekstlagsmedlem-af-dpa