DPA

For komponister og tekstforfattere

Støtten er fundamentet

18. december 2018
162 projekter fik støtte ved årets sidste legatrunde i DPA. DPA’s projekt-, rejse- og kursuslegater er målrettet sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere, der skaber musik inden for det populære og kommercielle felt - og kan søges som medlem af Koda.

Der var i denne runde 404 ansøgninger og der blev søgt om støtte for 9.757.642 kr. til alt fra musikproduktion og promotion til rejser, eksport og udvikling af kompetencer fx via undervisning. Legatudvalget tildelte 162 projekter, 95 arbejdsrejser og 8 kursusansøgninger støtte – med i alt 2.425.000 kr.

Mød nogle af denne rundes legatmodtagere her:

Rasmus Mygind Korsby / Rejselegat
Mulighederne for at søge legater hos DPA har dannet grundlag for en karriere, der rækker ud over Danmarks grænser. Fundamentet for at min gruppe, Nonsens, kan have det nuværende netværk og mange shows i USA er grundlagt på flere ture til bl.a. Los Angeles med legatpenge, som har løftet vores kvalitet og skabt os et internationalt anerkendt navn som producere og artist, der tæller samarbejder med mange af de største navne indenfor elektronisk musik. Jeg håber at mine danske kollegaer værdsætter, støtter og anerkender den unikke mulighed, som DPA giver os og at det giver os alle endnu mere blod på tanden til at udforske nye territorier og skabe endnu mere dansk musik i international verdensklasse”, fortæller Rasmus Mygind Korsby, der modtog et rejselegat ved sidste legatrunde med projektet Nonsens.

Freja Kirk / Projektlegat
"Jeg er så taknemmelig for at have modtaget støtte fra Kodas kulturelle midler gennem DPA. Uden dem var jeg aldrig nået hertil. Det er blandt andet penge som dem, der gør det muligt for mig at arbejde med så dygtige mennesker og opnå de bedste resultater. Det er efterhånden blevet nemmere at udgive musik, men når man har høje ambitioner er det vigtigt, at man også i slutningen af processen har tid og ikke mindst penge til at kunne adde de sidste vigtige 20% til dygtige musikere, mix, mastering osv. 
Derudover er det et kæmpe skulderklap at så stor en organisation vælger at støtte lige netop mig (blandt andre). Det motiverer og medfører et kæmpe gåpåmod. Det er en branche med mange nedture, så at få denne anerkendelse er enormt vigtigt for ens videre kamp og tro på sig selv og projektet", fortæller Freja Kirk, der modtog et projektlegat.
 

Næste ansøgningsfrist til DPA’s legater er den 1. marts kl. 12.00. Der åbnes op for puljerne den 1. februar, som du kan søge her.  

Hvad er kulturelle midler?
DPA's støtte til skabelsen af ny musik og tekst er muliggjort af sangskriverne selv. De kulturelle midler som DPA deler ud fx via legater kommer nemlig fra 10 procent af Kodas indtægter - dvs. fra sangskrivere, komponister, producere, musikforlag og tekstforfattere.

Se hvem der modtog DPA's legater november 2018 her

En faglig bedømmelse 
Alle ansøgninger om projekt-, rejse- og kursuslegater via DPA bliver behandlet af et legatudvalg, der består af fagfolk (sangskrivere, komponister, producere eller tekstforfattere), der hver især er en del af udvalget et år - hvert halve år skiftes to af udvalgets medlemmer ud, så der løbende sker en udskiftning i udvalget. Legatudvalget vurderer de indkomne ansøgninger og giver tilsagn eller afslag ud fra en faglig vurdering på møder, hvor en observatør fra bestyrelsen også deltager og sørger for, at der deles legater ud i overensstemmelse med retningslinjerne for DPA's projekt-, -rejse og kursuslegater. 

Legatudvalget (November 2018):

  • Rasmus Hedeboe
  • Rene Vasé
  • Engelina Larsen
  • Mathilde Falch

Medlemmer af legatudvalget kan ikke selv søge projekt-, rejse- eller kursuslegater, mens de sidder i legatudvalget. Læs mere om legatudvalgets arbejde her.

Sådan søger du legater til din musik 
Gennem DPA kan man søge legater til indspilning, udgivelse, markedsføring, rejser, kurser m.m. i forbindelse med sit virke som sangskriver/komponist/producer/tekstforfatter. DPA’s projekt-, rejse- og kursuslegatpuljer har ansøgningsfrist fire gange årligt (1. marts, 1. juni, 1. september og 15. november kl. 12.00) – ansøgningsformularerne er åbne en måned op til ansøgningsfristen.

Der kan også søges legater til eksport ved akut opståede muligheder via DPA’s akut eksportpulje og om ophold i L.A. eller London, hvis man skal over og arbejde i de byer. Læs mere om DPA’s forskellige puljer her

Støtte til projekter i dansk musikliv 
Organisationer og enkeltpersoner, der gerne vil søge om støtte til et projekt, der gavner dansk tekst og musik kan sende en ansøgning til DPA's bestyrelse – det kan fx være støtte til musikpriser, writing camps, musikfestivaler m.m. Ansøg her.

DPA’s puljer støtter skabelsen af ny musik inden for det populære og kommercielle felt og kan søges som medlem af Koda. DPA's støtte til skabelsen af ny musik og tekst er muliggjort af Kodas kulturelle midler.