DPA

For komponister og tekstforfattere

Foto Kim Vadskær

Nyt elektronisk mødested

23. marts 2017
Lørdag d. 22. April løber den elektroniske branchedag 'Relevance Festival' af stablen for første gang nogensinde. Her fortæller arrangør og DPA-medlem Andrea Lonardo om festivalen og motivationen bag. DPA udlodder 5 billetter til festivalen.

Det er blevet lettere at skabe elektronisk musik i dag, og det er blevet lettere at skabe den alene. Men kan den elektroniske scene blive ved med at udvikle sig, hvis ikke folk mødes i samarbejder og netværk?

”Elektronisk musik springer ud af en ”Do It Yourself”-verden, hvor musikken ofte skabes alene hjemme i stuen. Derfor er det også en udfordring at samle alle folkene i branchen og skabe nye samarbejder, netværk og udveksle erfaringer, der i sidste ende er alfa og omega for en branche i bevægelse. Relevance Festival skaber et rum for at mødes med andre branchefolk inden for elektronisk musik og netværke. Det er dét, der har været vores største motivation”, fortæller arrangør Andrea Lonardo. 

Et skridt videre
I løbet af festivaldagen vil der blive afholdt workshops og paneldebatter, hvor etablerede og succesfulde branchefolk fortæller om deres udvikling fra at sidde alene og eksperimentere på computeren til at få udgivet sin musik og optræde på de store internationale scener. Om dette siger, Andrea: 

”Elektronisk musik vokser, men har stadig et endnu større potentiale. Det handler om, at få dem, der arbejder med elektronisk musik til at se dette potentiale og tage skridtet videre – i Danmark, men også internationalt. For der er en scene for musikken. Det vil vi blandt andet inspirere til gennem festivalens dagsprogram”

Relevances målgruppe er derfor ikke kun professionelt udøvende inden for elektronisk musik, men alle, der arbejder med elektronisk musik, og dem, der måske lige mangler det sidste skridt til eksempelvis at få udgivet deres musik.

Fra idé til finansieret projekt
”Det har været en stor udfordring at stable festivalen på benene, da den beskæftiger sig med en genre, der ikke får så meget opmærksomhed. Det er en musik, der ikke typisk spilles i radioen, skønt den har et kolossalt livepublikum og sælger godt. Derudover har festivalen ikke været afholdt før. Jeg har derfor ikke haft andet materiale end to siders projektbeskrivelse til at søge funding med. Det har desuden vist sig også at være en udfordring, at skulle forklare potentielle investorer, at man kan arbejde med elektronisk musik på et professionelt niveau, der ikke har noget med sprut og fest at gøre. Men det lykkedes, og jeg var så så heldig først at få støtte gennem DPA, hvilket gav en hvis selvtillid og mod på at opsøge andre investorer og få det sidste funding på plads.
Jeg synes, det er super fedt og lovende, at projektet har kunne tiltrække investorer fra udlandet, som eksempelvis Ministry of Sound. Det kan vi godt være lidt stolte af her i Danmark – at de store gerne vil lege med os”, fortæller Andrea.

Du kan læse mere om Relevance samt købe billet her.

DPA udlodder 5 billetter til Relevance festival 2017
DPA trækker lod om 5 billetter til festivalen. Alle medlemmer af Koda kan deltage i lodtrækningen.
Send en mail til rikke@dpa.org for et lod i konkurrencen.