DPA

For komponister og tekstforfattere

Ny musik i Festugen

17. august 2017
Vær med på første række, når nyt elektronisk samarbejde mellem Minh Le Shingara og Stine Hjelm Jacobsen ser dagens lys under Aarhus Festuge den 30. august som en del af DPA's årlige komponiststafet.

Modtager af DPA's komponiststafet Minh Le Shingara er gået sammen med sangerinden Stine Hjelm Jacobsen, der blandt andet er kendt fra Nu og Electric Lady Lab, om nyt elektronisk projekt i festugen. Projektet beskriver de selv som en kombination af futurisme, trance og electronica, og det kan opleves for første gang live på spillestedet Radar under Aarhus Festuge. 

DPA's komponiststafet gives hvert år til en ny musiker med opgaven om at skabe ny musik eller et nyt musikalsk samarbejde og uropføre det under Aarhus Festuge. Minh har i en årrække været en central del af den danske elektroniske musikscene. I 2010 vandt han karrierekanonen med projektet IGNUG, og i dag er han en tredjedel af techo-/bitrock-trioen ThrKngs. Om Minhs bidrag til komponiststafetten udtaler duoen selv:

"Minh Le Shingara mødte Stine Hjelm et ukendt sted mellem lys og mørke. Sammen bevægede de sig ud i de mest dystre afkroge af musikken. Her, midt i mørket, så de lyset. Lyset førte dem ind i fremtiden, hvor de fandt trance og munke fra Mount Hiei, der begyndte at danse"

Oplev Minh Le Shingara og Stine Hjelm Jacobsen uropføre DPA's komponiststafet 2017
Tid: 30. august kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.30).
Sted: Radar - Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Pris: 60 kr. ekskl. gebyr via aarhusfestuge.billetten.dk
Find facebookbegivenheden for koncerten her.

For yderligere information kontakt venligst kommunikationsmedarbejder for Aarhus Festuge Jonas Barfoed på 87308304 eller jb@aarhusfestuge.dk

Om DPA og komponiststafetten  
DPA, foreningen for professionelle sangskrivere, komponister og tekstforfattere, står bag komponiststafetten, der siden 2011 er blevet uropført under Aarhus Festuge. DPA overrækker hvert år komponiststafetten til en komponist, der får muligheden for at skabe et nyt værk, skabe anderledes samarbejdsprojekter og uropføre resultatet i forbindelse med Aarhus Festuge. Gennem årene har blandt andre Penny Police og Sys Bjerre haft den og skabt ny musik til Festugen.