DPA

For komponister og tekstforfattere

Nashville i København '19

26. august 2019
Skal du med på DPA’s Nashville Writing Camp? DPA har igen i år inviteret et hold dygtige sangskrivere fra Nashville til København. Send din ansøgning inden den 1. oktober.

DPA gentager succesen med at invitere sangskrivere fra Nashville til København for at deltage i DPA’s ‘Nashville Writing Camp’. Alle Kodas medlemmer muligheden for at komme med, når Nashville kommer til København.

På de fire foregående ‘Nashville Writing Camps’ er der udover at blive skabt gode og tætte relationer mellem sangskriverne, også blevet skrevet sange, som er blevet udgivet i både Danmark og USA, har fået masser af radio airplay og streams i million-klassen.

'If I Should Go' er en af de sange, der blev skrevet under DPA's Nashville Camp af Kristian Gaarskjær og Sam Brooker, og er udgivet under Kristian's musikalske alias Select Captain. If I Should Go har over 1,6 millioner streams på Spotify. 

For mig var det en af de mest fantastiske sangskriveruger, jeg har været med til. Campen har givet mig så meget på det musikalske plan, men også på det personlige. Jeg har udviklet mig som sangskriver og musiker, sidst men ikke mindst, har selvtilliden fået et ordentlig kick i den rigtige retning. (Karin Eurén, deltager på DPA's Nashville Writing Camp)

Jeg havde 4 virkelig gode sessions med co-writing og ikke mindst dybe, personlige samtaler med fire nye, gode venner. Jeg fik fire færdige sange ud af det, hvoraf de to er i spil til at komme med på mit næste album. De to andre skal produceres og præsenteres for forlag i DK og USA. (Esben Svane, deltager på DPA's Nashville Writing Camp)

Praktisk information
Nashville Writing Camp foregår fra tirsdag den 12. november til og med fredag den 15. november 2019.
Alle medlemmer af Koda kan søge om at komme med på campen.

Blandt de indsendte ansøgninger, bliver der udvalgt 4 sangskrivere. Co-writes vil primært ligge fra kl. 10 om formiddagen, så du skal kunne sætte hele dagen af.

For at få lavet gode og vellydende demoer/produktioner af de sange som bliver skrevet, har DPA inviteret 4 producere/sangskrivere med eget studio. De 4 udvalgte sangskrivere vil blive "parret” med hver deres producer/sangskriver og alle co-writes vil finde sted i dennes studio.

I vil derfor være tre personer til alle co-writes og alle rettigheder til de sange I skriver, bliver delt ligeligt mellem jer.

Ansøgningsfrist den 1. oktober
Vil du med på campen, så ansøg inden tirsdag den 1. oktober kl. 12.00.
Hent ansøgningsskemaet her og udfyld det og mail det til: nashville@dpa.org

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte tovholder Rasmus Hedeboe på mail: rasmus@dpa.org

 

__________________________________________________________________________________
Der er mange, der gerne vil deltage på DPA’s projekter...
DPA’s projekter er finansieret af Kodas Kulturelle Midler. De gør en række gode, faglige tilbud mulige uden brugerbetaling. Hvis du bliver tildelt en plads på et af disse projekter og bliver forhindret, er det meget vigtigt, du meddeler det til DPA så hurtigt som muligt, så en anden kan få gavn af pladsen.
 
DPA’s Nashville Camp blev muliggjort med Kodas Kulturelle Midler
Oplev DPA's Nashville Camp 2016