DPA

For komponister og tekstforfattere

Mindeord Erling Møllehave

4. september 2017
Hans Dal skriver om forfatter, komponist og musiker Erling Møllehave, der var medlem af DPA.

Jeg lærte Erling at kende gennem ”Kunstnere i Hospice”, hvor han var en aktiv medspiller. Gennem flere år arrangerede han støttekoncerter til glæde for hospice, og han fik altid de bedste professionelle kunstnere til at stille op. Empati, ydmyghed og hjælpsomhed var primære egenskaber hos Erling Møllehave, der døde 13. juli efter kortere tids sygdom. Han var en glimrende pianist og saxofonspiller –egenskaber han de sidste år anvendte i sit store arbejde for hospice. Efter 25 år i folkeskolen blev han knyttet til Røde Kors, hvor han underviste asylansøgere.

Som sangskriver var han især kendt for sine oversættelser og tekster til Stig Rossen, der sang mange af Erlings værker. Han er forfatter til adskillige børnebøger, og sammen med sin kone, Inge, har de skrevet flere bøger om livslyst og glæde. De sidste år, skrev Erling adskillige smukke salmer.

Min hustru (Marianne Harboe )og jeg har sat stor pris på de mange små møder med Inge og Erling, som vi i hospicesammenhæng har haft gennem årene - altid præget af deres store engagement i fælles projekter.

Ære været hans minde.

/ Hans Dal