DPA

For komponister og tekstforfattere

Melodi Grand Prix 2020

26. februar 2020
Den 7. marts er der Dansk Melodi Grand Prix 2020. DPA-medlemmerne Sys Bjerre og Isam B deltager begge. Her kan du læse om processen og tankerne bag sangene.

Der er blevet brygget på både sange og show i lang tid, men nu er det ved at være tid til, at der igen skal afholdes Dansk Melodi Grand Prix. Lørdag d. 7. marts løber det af stablen i Royal Arena, hvor 10 sange skal fremføres. Som altid er det et stærk felt af sange og dygtige folk bag, der er at finde i finalen. Blandt sangskriverne er der i år flere DPA-medlemmer.

En af dem er Sys Bjerre, der deltager med sangen Honestly, som hun skrevet sammen med Lasse Lyngbo. En sang, der blev til på en lidt speciel måde:

”Jeg drømte sangen! Den dag jeg havde aftalt med Lasse at tage i studiet for at skrive en sang til Melodi Grand Prix, vågnede jeg klokken 5 om morgenen med en melodi og en tekst i hovedet. Jeg listede væk fra min sovende kæreste, og ind ved elklaveret og arbejde helt stille på sangen. Klokken 10, da jeg mødtes med Lasse, havde jeg skrevet Honestly.”

Alle ord har en melodi
Et andet medlem der har en sang i finalen er Isam B. For ham var processen en smule anderledes. Digteren og rapperen Babak Vakili viste Isam B et digt, der senere skulle blive til første vers i sangen Bølger. ”Narrativet og perspektivet i digtet, havde jeg ikke set skrevet på den her måde på dansk før. Jeg kunne se mig selv og min barndom og ungdom i det”, fortæller Isam om sangens tilblivelse. Og så kom melodien ret hurtigt: ”Jeg har altid troet på at alle ord har en melodi. Så nummerets melodi kom allerede her, lidt som et lyn fra en klar himmel.”. 

Til hjertet, ikke hjernen
Sys Bjerre fortæller at hendes sangskrivning i de senere år har drejet sig om at formidle de budskaber, der ikke nødvendigvis skal bearbejdes i hjernen, men gerne må gå direkte i hjertet.

”Det der optager mig mest, er hvordan vi kan bruge musik som et redskab til at udvide vores bevidsthed. Musik kan så mange ting, men noget af det som jeg elsker allermest ved musikken, er at den kan samle folk, og tale til os i et sprog der ikke nødvendigvis skal forstås med intellekt.”

Ikke en klassisk Grand Prix-sang
For Isam B, der var en af sangskriverne af vindersangen Should've Known Better i 2012, var det ikke oprindeligt tanken at Bølger skulle være en Melodi Grand Prix-sang: ”Jeg går ikke i studiet for at skrive en sang til Melodi Grand Prix. Ordene og melodierne finder sin plads, og så finder du af hvor den passer ind.” For Isam var det den fine balance mellem det poppede og poetiske, der gjorde at Bølger kunne passe ind på Melodi Grand Prix-scenen.

I år har processen op til Melodi Grand Prixet været anderledes, hvor der blandt andet har været mere fokus på sangskrivningen og det faglige håndværk. Den fornyede fokus på selve sangene, var også en af grundene til at Isam takkede ja til at være med. ”Bølger er måske ikke er en klassisk Melodi Grand Prix-sang med et stort hook i klassisk forstand. Det er poesien der er hooket”.

Disse to sange, og otte andre, kan du altså opleve når lang tids forberedelse og hårdt arbejde fra sangskrivere, producere og artister såvel som arrangører kulminerer d. 7. marts i Royal Arena i København og live på DR1.

Hør og læs mere om alle finalesangene her.

Vis billedgalleri
Skjul billedgalleri