DPA

For komponister og tekstforfattere

Jeres aften

19. november 2018
”Tak til dem, der gik forrest i en heftig periode – tak til dem, der arbejder hårdt. Tak til enestående AQUA”, sagde DPA’s formand Niels Mosumgaard i sin tale til Aqua, der modtog årets kommercielle musikskaberpris.

Aqua modtog kollegaernes hyldest og respekt, da de søndag aften fik overrakt prisen ’Årets Kommercielle Musikskaberpris’ af Danske Populær Autorer (DPA) ved den årlige medlemsfest.

Salget kunne måles på bruttonationalproduktet
I sin tale til Aqua sagde DPA’s formand Niels Mosumgaard: ”Det er med stor ydmyghed, at vi i dag giver prisen til både sangskriverne og hele bandet. For dem lykkedes det nemlig at smadre muren ud til verden og blive tydelige med en sangskrivning, der ramte tiden midt i maven […] Det var dengang Mogens Lykketoft var udenrigsminister, og han sagde, at man kunne måle salget af deres musik på bruttonationalproduktet. De kunne måle sig med eksporten af flæsk. Og deres største hit er stadig den 13. mest sælgende single i engelsk musikhistorie – og her taler vi om de største nogensinde. […] Så tak til dem, der gik forrest i en heftig periode – tak til dem, der arbejder hårdt. Tak til enestående AQUA”.

De tre nuværende medlemmer af Aqua, Søren Rasted, Lene Nystrøm og René Dif var alle tilstede til at modtage prisen.

Det er fjerde år i træk at DPA uddeler den kommercielle musikskaberpris. I 2017 gik prisen til Rasmus Seebach, i 2016 til Thomas Troelsen og i 2015 til Soulshock.

Fra dansk musiks største eksportsucces til et spirende sangskrivertalent, der i sommers udgav sit debutalbum på sin 18års fødselsdag.

DPA’s vækstlagspris blev overrakt til Clara Toft Simonsen. “Årets modtager af DPA’s vækstlagspris er et af de helt unge talenter. Når hun er på, er det med et fuldt fokus, og det er tydeligt, at hun, trods sin meget unge alder, tager sin karriere og sit håndværk meget seriøst”, fremhævede suppleant i bestyrelsen Caroline Ravn i sin tale, da hun overrakte prisen.

DPA uddelte også en række påskønnelseslegater til de kollegaer i foreningen, der yder en særlig indsats for fællesskabet.

Kasper Larsen
“Han har haft hits på de fleste kontinenter, han har arbejdet med alle fra Joe Moe til MGP, og hans engagement som tovholder for DPA’s L.A.-tur er forbilledligt og prisværdigt”, sagde bestyrelsesmedlem Kristina Holgersen i sin tale til Kasper Larsen.

Maria Christina Apetri 
“Hun er med til at rykke grænserne for dansk popmusik, og har bl.a. trukket rødder fra folkemusikken med ind i sit poppede univers. Hun er desuden på mange måder en kvindelig rollemodel. Hun inspirerer os, når hun går forrest”, sagde bestyrelsesmedlem Linette Damsted i sin tale til Maria Christina Apetri (Fallulah).

M.C. Hansen
“Prismodtageren er sangskriver og musiker, men også en ihærdig forretningsmand, der ved at arbejde med at opbygge netværk, booke koncerter og markedsføre dem, er en uløselig del af det at have sangskrivningen og musikken som levevej”, fremhævede fremhævede DPA’s næstformand Jørgen Thorup i sin tale, da han overrakte prisen til M.C. Hansen.

Morten Wedendahl
“Hans virke gennem mere end 30 år har sat et afgørende aftryk på den danske revy- og cabaretscene. Hvad han end kaster sig over - om det er Beatles, Sebastian, Ørkenens Sønner, Melodi Grand Prix eller noget helt femte, så er tonen altid umiskendeligt hans”, sagde bestyrelsesmedlem Tobias Stenkjær i sin tale til Morten Wedendahl.

100 år mere
I år fyldte foreningen 100 år og om dette sagde formand i DPA Niels Mosumgaard i sin åbningstale: ”100 år er kun begyndelsen til 100 år mere. Vi er kommet langt, og det er meget tydeligt, når vi ser os omkring, at der er brug for en forening som DPA. Et DPA, som kæmper for sangskrivning og rettigheder og for faget som erhverv. Og vi bliver virkelig dårligt stillede, hvis vi ikke er sammen om det her – lige som de forstod det for 100 år siden.”

Se flere billeder fra aftenen her

DPA - Danske Populær Autorer
DPA er en interesseorganisation, der tæller over 1.000 danske sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere, der arbejder kreativt og markedsorienteret i både Danmark og udlandet.

Kodas kulturelle midler muliggør, at der følger et økonomisk skulderklap med Den Kommercielle Musikskaberpris på 30.000 kr. og Vækstlagsprisen på 20.000 kr. Med påskønnelsespriserne følger et legat fra DPA på 15.000 kr.