DPA

For komponister og tekstforfattere

Hold sessions hjemmefra

26. maj 2020
Hvad gør man når man ikke kan mødes fysisk og holde sessions? Det spurgte vi tre dygtige sangskrivere og producere om, da vi holdt masterclass i online sessions med Sylvester Sivertsen, Viktoria Siff Hansen og Thomas Stengaard.

Hvad gør man når man ikke kan mødes fysisk og holde sessions? Hvordan får man en vibe op og køre? Og kan man overhovedet få nogle gode numre ud af det? Det spurgte vi tre dygtige sangskrivere og producere om, da vi holdt masterclass i online sessions med Sylvester Sivertsen, Viktoria Siff Hansen og Thomas Stengaard. Her delte de ud af gode råd, og fortalte hvordan de har lavet ny musik under coronakrisen. Herunder har vi samlet deres tips og pointer.

Vær forberedt og hold det kort
Under normale omstændighederne kan det at komme uforberedt til en session fungere ret godt. Du får en åben kreativ proces og man kan ”jamme” tingene frem. Den proces kan man altså bare ikke have på samme måde over Facetime eller Zoom. Derfor er det endnu vigtigere, at der er gjort noget forarbejde før en session, når den skal holdes online. Både Thomas Stengaard, Viktoria Siff og Sylvester Sivertsen er enige om at én eller flere af deltagerne i en session har nogle idéer ”med hjemmefra”.

Mens forberedelsen selvfølgelig lægger lidt låg på det kreative, giver det også noget struktur, hvilket gør det hele lidt hurtigere. Som Sylvester Sivertsen siger: ”Det er faktisk overraskende hvor hurtigt man kan lave et nummer”. Og han understreger også vigtigheden af at holde det ”short and sweet” når man mødes online, hvor det er sværere at holde energien kørende i længere tid ad gangen.

Hav teknikken i orden
Når man ikke kan sidde sammen i studiet, giver det en masse tekniske udfordringer. En så simpel ting som at synge i takt med et track, bliver besværliggjort, når det hele foregår over Zoom, og der er forsinkelse på lyden. Her havde alle tre deres bud på, hvordan man overkommer netop den hurdle. Sylvester Sivertsen fortæller at han har brugt lydbeskeder på Messenger, hvor man optager en idé og sender den – frem for at skulle synge med forsinkelse over videochat. Viktoria Siff anbefaler at man sender backingtracket til den der skal synge, som kan spille det fra et andet sted end computeren og så synge over det. Thomas Stengaard anbefaler et program der hedder Audiomovers, der kan bruges til at streame lyd fra ens DAW – med så godt som ingen forsinkelse.

Et andet tip fra Thomas Stengaard hen i det tekniske, handler om hvordan man sidder og retter småting i fx Logic. Sidder man ved siden af hinanden, kan man nemt pege på skærmen og sige ”kan du ikke gøre sådan og sådan”. Det fungerer knap så godt over et videomøde – derfor anbefaler Thomas Stengaard at lade den man arbejder sammen med mulighed for at have ”remote control” over ens skærm – så de kan styre din computer. Det kan fx gøres i Zoom eller med en række andre programmer.

Hold energien oppe
Alle der har holdt et Zoom-møde ved, at energien bare ikke er det samme, som når man mødes fysisk. Særligt når man skal holde en kreativ session, er det bare vigtigt at den energi er til stede. Og når man bare skal ”sidde stille foran computeren”, er det godt at have tanket energi inden, fortæller Viktoria Siff. Om det er ved at løbe en tur, dyrke yoga eller noget helt tredje. Hun anbefaler også at man holder sig kreativitet i gang, ved fx at tegne, maler, eller bare lave noget andet kreativt end hvad man er vant til. Hun anbefaler også et par bøger om kreativitet (Kreativitet’ af Julia Cameron og ’Big Magic’ af Elizabeth Gilbert), med øvelser der kan stimulere hjernen.

Sylvester Sivertsen har et simpel men effektivt tip til at energien oppe i en online session: ”Husk at give ros!”. Det er altid godt at rose, men når man arbejder online, og det er sværere at fornemme hinanden, er det blot endnu vigtigere.