DPA

For komponister og tekstforfattere

Glædelig jul fra DPA

20. december 2017
DPA's formand Niels Mosumgaard gør status over året: "Og nu er der kun et par uger tilbage af 2017. Meget har været nyt, men meget er også præcis som det altid har været: At have DPA som et sted, hvor vi kan mødes med vores kollegaer..."

Kære medlemmer

Det er efterhånden temmelig præcist fire år siden, jeg blev formand for DPA. Og det er ikke gået stille for sig. Der har ikke rigtig været noget med ”som vi plejer” og business as usual. Og det er virkelig spændende at stå sammen med bestyrelsen og orientere sig i muligheder og gode ideer fra jer, og binde det sammen til en stærk organisation i nye rammer.

2017 har været endnu et af de der vilde år, hvor direktivet fra Bruxelles skulle sætte sig i både Koda og foreningerne med nye vedtægter, spændende generalforsamlinger og nye rutiner omkring de kulturelle midler. Men det har samtidig været et år, hvor jeg og vi har oplevet den mest fantastiske opbakning fra jer med mange nye medlemmer, stor interesse for foreningen og vores medlemsmøder om alt fra revy til elektronisk musik i hele spændet inden for den markedsorienterede tilgang til musikken.

Og nu er der kun et par uger tilbage af 2017. Meget har været nyt, men meget er også præcis som det altid har været: At have DPA som et sted, hvor vi kan mødes med vores kollegaer, der kender til forholdene i den branche vi har givet vores hjerte og vores lyst til.

Vi har jo unægtelig været igennem en turbulent periode og vi er sådan set stadig på vej – og det vil vi forhåbentlig altid være. For DPA er ikke en statisk størrelse. Vi udvikler os sammen med markedet for at blive ved med at være det professionelle samlingspunkt for kommerciel og populær musik, for at blive ved med at være en vigtig politisk samarbejdspartner for både musikforlæggere og managere, når dansk musik skal ud i landet og ud i verden. Vi er med i skabelsen af en sangskriverskole for kommerciel sangskrivning. Vi er med i LA, samarbejder med MXD, er i dialog med DR og med Kulturministeriet. Vi er med i udviklingen af industristandarder i branchen, diskussioner om Blockchain og alle de nye muligheder.

Alle de ting som vi besluttede os for at være en del af som tydelige i dansk musikliv, det er lykkedes. Vi har en professionel forening med en stærk faglig profil – vi hører til. På det seminar vi havde i bestyrelsen i november, hvor vi diskuterede fremtiden og måder at fortsætte arbejdet, var der en der sagde, at hvis det kommercielle og det populære ikke har en forening som DPA, så vil det blive en-dimensionelt, det kommercielle. Så vil det bare blive en genre som jazz eller klassisk. Men netop fordi vi har DPA, så kan det forstås bredt og i hele sin spændvidde og som en del af tankegangen i alle genrer. Det kommercielle er netop ikke en genre, men en tilgang til markedet. DPA har fokus på de økonomiske rammer for musikken, både dem vi kan gøre noget ved for os selv, hver for sig, og for dem, vi må stå sammen om og tale om som helhed. Alene kan vi ikke få Spotify til at kreditere sangskriverne eller få YouTube til at betale for musikken, men det kan vi sammen med vores nordiske og europæiske samarbejdspartnere. 

Vi får hver måned nye medlemmer. Folk der synes, at DPA er det rigtige sted at høre til. Det er en ære og meget stor fornøjelse at være formand for DPA. Det giver simpelthen så meget mening at være en del af et engageret felt af musikskabere og så er det helt vildt at 2018 er DPA's 100 års jubilæum. Vi står på skuldrene af generationer af tekstforfattere, sangskrivere og melodimagere som har gjort en forskel i menneskers liv.

God jul og godt nytår

På bestyrelsens vegne

Niels Mosumgaard