DPA

For komponister og tekstforfattere

Farvel og ikke tak

25. juni 2020
Formand Niels Mosumgaard mødtes med Elisabeth Gjerluff Nielsen for at lytte til hendes kritik og fortælle om foreningens strategi.

Et medlem siger farvel og ikke tak
DPA modtog en kontant udmeldelse fra et medlem, som verbalt smækkede med døren: Der er gået for meget kommerciel tænkning og varmlufts-djøfferi i DPA, mener Elisabeth Gjerluff Nielsen. Formand Niels Mosumgaard mødtes med hende for at lytte til kritikken og fortælle om foreningens strategi.

Af Anders Houmøller Thomsen (tekst og foto)

Uenigheden var stor – ind imellem nærmest rødglødende – da sangskriver Elisabeth Gjerluff Nielsen mødtes med DPA-formand Niels Mosumgaard. Det foregik en varm sommerdag i Ørstedsparken i København, og aftalen var, at ovenstående freelancejournalist skulle lytte med på sidelinjen og levere et neutralt referat af debatten mellem de to. Det blev til en lang og passioneret meningsudveksling om en række emner, der er væsentlige for enhver musikskaber. Emner, som måske for sjældent bliver grundigt diskuteret: Blandt andet hvor tidligt det kommercielle bør præge bevidstheden, når man laver sange? Og bør DPA have en skarp profil, når det gælder legatstøtte – eller skal man ramme mere bredt? Skal der gives støtte til arbejde med reklamemusik?

En hel del andet blev også endevendt, og der blev ikke plads til det hele i denne artikel.

Baggrunden for mødet var, at DPA har modtaget en udmeldelse fra Elisabeth Gjerluff Nielsen (kan læses her), hvor hun leverer en kras kritik af organisationen og smækker med døren efter fire års medlemskab. Tidligere var hun medlem af DJBFA i 36 år. Det, der især får hendes følelser i kog, er, når hun læser om DPA's legater på foreningens hjemmeside.

"Aldrig tænkt på den måde"
Elisabeth Gjerluff Nielsen: ”Jeg har ikke noget problem med, at musik skal sælges. Men jeg er imod, at man målretter legatstøtte ”markedsorienteret” så tidligt i den kreative proces. Nu skal medlemmerne åbenbart tænke kommercielt, allerede når de laver de første ord eller toner til en sang. Jeg har 40 års erfaring som sangskriver og har aldrig tænkt på den måde i processen. Jo, hvis man skriver en sang til børn, skal der ikke være for mange ord eller for mange musikalske stykker, men det giver jo sig selv. Jeg skal ikke have noget legatudvalg til at bedømme, om jeg er markedsorienteret nok, når jeg skriver.”  

Niels Mosumgaard: ”Det skal et udvalg heller ikke. Det skal f.eks. tage stilling til, om ansøgeren er bevidst om det markedsorienterede – og om man har et samarbejde med nogen, der sælger musikken.”

”Vi skal så vidt muligt målrette vores midler til dem, der arbejder professionelt. Det er værd at få med, at DPA og andre musikforeninger, der administrerer midler fra Koda, gør det anderledes end tidligere: Førhen fik f.eks. DJBFA og DPA store beløb fra Kodas såkaldte ”Kulturelle midler”, og dem fordelte vi videre. Det var kun foreningernes medlemmer, der kunne modtage de penge. Det betød, at den brede kreds af Koda-medlemmer, som også bidrager til de Kulturelle midler, var udelukket fra at få del i midlerne. Det har Koda ændret. Det betyder, at mange flere medlemmer søger, og at vi derfor centraliserer nogle af støttepuljerne. Kodas ”Udgivelsespulje” er netop henvendt til en sangskriver som dig, som nok selv færdiggør musikken og som vil udgive på eget selskab. Udgivelsespuljen er den største, vi råder over. Og DPA er jo en del af Koda.”  

"Specialiseret DPA"
Elisabeth: ”Men jeg blev helt trist, da jeg besøgte DPA's hjemmeside og læste om jeres legater. Jeg syntes slet ikke, jeg passer ind. Jeg skal ikke lave festivaler, musik til reklamer eller ”topliner”-musik.”

Niels: ”Men hvis du får støtte fra Kodas Udgivelsespulje, kan du jo efterfølgende søge penge fra det DPA-legat vi kalder ”PR & promotion”.  Det kan være til turné, musikvideo eller hjælp til promovering.”

”Musikforeningerne skal ikke råde over de samme legatpuljer. I DPA har vi derfor valgt at satse på særlige områder og nedprioritere andre. Vi har ikke arbejdslegater, hvor man får støtte til inspirationstid og til at arbejde frit. Men vi har legater særligt til dem, der arbejder for andre. De laver måske det man kalder ”tracks” og ”topliners” til en tredjemand. F.eks. til en dj og producer som Martin Jensen. Eller musikken kan være målrettet andre artister eller reklamer, film og tv. Vi taler altså om medlemmer, der allerede er etableret på et særligt marked. De arbejder med publishers, managers og et netværk ude i verden.”

Elisabeth: ”I understreger alle steder, at I er en kommerciel organisation, og at I er markedsorienterede.”

Niels: ”Ja, men det betyder ikke, at dit behov ikke er tilgodeset. Vi har gjort op med den tidligere struktur, hvor musikforeningerne havde de samme støttepuljer og egentlig mest konkurrerede om at vinde nye medlemmer. Det er forkert at bruge rettighedspenge til sådan et formål, så derfor har vi skærpet profilen.”

Elisabeth: ”Det, jeg spørger mig selv om nogle gange, er: hvor mange musikforeninger er jeg nødt til at være medlem af?”

Niels: ”Det forstår jeg godt.”

Elisabeth: ”Måske skulle man simpelthen samle alle de puljer hos Koda, som så kan forvalte dem. For det er helt vildt forvirrende, hvor man skal søge hvad.”

Niels: ”Det er en mulighed. Men det skal bare ikke resultere i, at de puljer, DPA tilbyder, skal sløjfes. For der er jo stor forskel på, hvilket behov de forskellige medlemmer har.”

"Producer"-forening?
Elisabeth: ”Jeg har ofte brug for juridisk bistand, og der oplever jeg lang ventetid hos DPA.”

Niels: ”Det er en konkret kritik, der er til at forholde sig til.”

Elisabeth: ”Jeg har også tilbudt mig som medlem af et legatudvalg, men jeg har intet hørt fra jer. Jeg synes, at I bør prioritere indsatsen på de områder, hvor medlemmerne kan tjene penge – som at bevare DR-radiokanaler – frem for at fortælle medlemmer, at de bare skal lave noget markedsorienteret musik. Er DPA mere blevet en forening for producere og pladeselskaber – og ikke for sangskrivere – som det var oprindeligt?”

Niels: ”Det er jo ikke producere i gammeldags forstand. Der er tale om medlemmer, som laver musik på en tidstypisk måde. Der er nogle, der omhyggeligt forbereder tracks med akkorder og beats, og selvfølgelig skal de have penge for deres arbejde.”

Elisabeth: ”Selvfølgelig skal de det. Men begrebet er udvidet.”

Niels: ”Begrebet er ændret.”

Elisabeth: ”DPA er blevet en forening for producere, sangere, pladeselskaber, toplinere... alt muligt. Jeg ved fandme snart ikke, hvad det er. Fred være med det. Jeg kan bare ikke længere finde min plads i det. Det er mærkeligt, når man har skrevet sange i så mange år og levet af det jeg har skrevet både til mig selv og til andre.”

”Da jeg forlod DJBFA til fordel for DPA, var det dels i frustration over, at de ikke interesserede sig for, at DR's dab-kanal for børnemusik over en nat og uden spørgsmål blev sløjfet – dels fordi jeg syntes, DJBFA blev ramt af dén græshoppesværm af formidlere, som er kommet ind over kulturlivet og den kreative branche i nyere tid. Nu synes jeg også, det har ramt DPA. Det tænker jeg, når jeg læser teksterne om legater på DPA's hjemmeside.”

”Det er som om, der har været endnu et varmluftsforetagende inde over og sige: ”Vi starter med en analyse af, hvordan man skriver sange.” Rend mig. Jeg ved godt, hvordan man skriver sange. Jeg har ikke brug for, at man benytter de kulturelle Koda-midler, jeg selv har været med til at skrabe sammen, for at få at vide, hvordan man skriver sange.”

Kunst og kontanter
Niels: ”Der er ikke lavet en analyse af sangskrivning. Vi har prøvet at finde ud af, hvor folk kommer fra. Nu laver vi en sangskriverskole i Roskilde. Er det så også åndssvagt?”

Elisabeth: ”Det ved jeg ikke. Jeg har behov for at skrive sange, ikke for at at vide hvor sangskrivere kommer fra. Og kan man egentlig lære at skrive sange?”

Niels: ”Hvis man har et talent, kan man udvikle det, og så kan man få et empowerment, så man ved, hvem skal skal snakke med, når man skal ud på markedet. For konkurrencen er benhård.”

”Når nogen har et talent, som du har, så handler det for mig ikke om, at man skal udleve sit talent. Så handler det om, at man skal leve af sit talent.”

Elisabeth: ”Jeg synes primært, man skal lave noget, der er seriøst vigtigt for en selv og som dermed får betydning for andre ”

Niels: ”Men fordi det er vigtigt for dig, er det jo ikke sikkert, det er vigtigt for andre. Faktisk er musikkonservatorierne jo indrettet på den måde, du taler for. Det handler ikke om business – men om det kunstneriske. De legater, vi tilbyder, er primært målrettet musikskabere, der ikke har gået på konservatorier. Medlemmer, der er uden for det etablerede system.”

”Det med at fokusere på det kommercielle er bestemt ikke nyt i DPA. Foreningen blev faktisk startet i 1918 af revytekstforfattere, som ville have ordentlig betaling for deres arbejde. Det er der ikke ændret på: medlemmerne laver noget populært, noget publikum kan synge med på, noget der er kommercielt.”

”Når jeg besøger de forskellige ministerier, møder jeg ofte en opfattelse af, at musik handler om følelser, kunst og noget, vi giver til hinanden. Der er mindre forståelse for, at musik også er noget, man skal betale for. Udenrigsministeriet bruger dansk musik til at sælge pumper fra Als ude i verden. Men man bringer aldrig dansk musik ud i verden for at sælge musikken. Vi har brug for at skærpe den kommercielle profil, så vi kan få penge for musikken. Derfor har vi skabt Koda, derfor har vi musikforeningerne. Og DPA arbejder for at skærpe den kommercielle bevidsthed hos musikskabere, så de husker at sikre deres indtægter, når de indgår samarbejde med alt fra managers til musikselskaber. Men der laves desværre stadig mange urimelige kontrakter, og nogle sangskrivere og komponister har en uhensigtsmæssig idé om, at deres ”kunst” ikke skal besudles af det ”kommercielle”.”

Elisabeth: ”Alt det ved vi jo godt, Niels. Men det har ikke noget med produktet at gøre. Det er galt, hvis man skal rette ind efter krav, allerede i sangskrivningen. Hvis det ikke må være for vanskeligt. Som hvis man lytter til henstillinger fra DR om, at der ikke må være en guitarsolo i et nummer, for så kører lytterne forkert i en rundkørsel. Det er selve skabelsen af musik, der interesserer mig. Hvordan man sælger det bagefter, det er en anden sag.”

Niels: ”Men der er brug for en kommerciel bevidsthed. Det har også vist sig under coronakrisen, hvor alt for mange sangskrivere valgte at optræde gratis.”

Elisabeth: ”Enig. Det er forkert. Men hvorfor sørgede foreningerne så ikke for at organisere noget, så medlemmerne kunne optræde og samtidig tjene penge?”

Niels: ”Den slags kommer jo ikke ud af det blå. Skulle jeg f.eks. vælge at eksponere dig frem for et andet medlem? Det er jo markedet, der bestemmer. Det kan vi som forening ikke ændre på. Men vi kan gøre medlemmerne mere professionelle.”

Elisabeth: ”Men kender du nogen, der siger: ”Jeg vil ikke samarbejde med nogen. Jeg vil ikke sælge.” Sådan er der jo ikke længere nogen, der tænker. Det handler om, at man ikke skal begynde med at tænke markedsorienteret, når man skaber musik, først når den er skabt. Man starter med at udtrykke noget, man har på hjerte. Hvem ved også, om det, man laver, er noget, der kan sælges. Da jeg lavede min første soloplade, brugte jeg både musikere og maskiner. Det førte til kommentarer som: ”Uha, er det ikke noget maskinelt noget?” ”En sømand som dig” blev ikke spillet specielt meget i radioen, da den udkom. I dag – 36 år efter – er det den af mine sange, der bliver spillet mest i radioen.”

Niels: ”Det er fair nok, at du trækker dig ud af DPA, fordi du synes, det er forkert med det markedsorienterede. Men foreningen er målrettet musikskabere, som arbejder bevidst kommercielt.”

Elisabeth: ”Så skal jeg ikke være i den forening.”

Niels: ”Det er også helt fair.”

Elisabeth: ”Det er ikke fordi jeg opfatter musikken som en hobby. Det gjorde nogle af de gamle hippier måske. Men jeg ønskede musikken som en levevej. Det med, at man skal gøre kulturen til en vare, går jo gennem branchen alle vegne. Men jeg fastholder, at værket kommer først. Derefter kan man se på, hvordan man kan sælge det. Alt skal jo heller ikke sælges ens.”

”Leonard Cohen fik at vide, at hans musik var for selvmordere og at det kom han ingen vegne med.”

Niels: ”Dén grundforskning er der ingen, der forhindrer nogen i at lave. Dén form for sangskrivning støttes jo også f.eks. af tre-årige legater i Kunstfonden og af årlige uddelinger.”

”Dem, der ikke er blevet taget alvorligt, er faktisk mange af dem, som arbejder mere markedsorienteret med musikken. De bliver nu taget alvorligt i DPA.”

Elisabeth: ”Men jeg synes, I skal læse jeres tekst om legater igennem igen. For mig er det ren Djøf og oplevelsesøkonomi. Og jeg anerkender ikke, at I via Kodas kulturelle midler bruger medlemmernes penge til at støtte reklamemusik via legater. Det skal firmaerne selv betale, og de skal lære, at det koster noget.”

Niels: ”Det forstår jeg godt. Det er en pointe, jeg vil tage med mig. Dem, der reklamerer, skal selvfølgelig også betale.”

Elisabeth: ”Jeg synes heller ikke, DPA kæmper nok for at få mere dansk musik på DR's public service-stationer. Det kan jo lade sig gøre. Det så vi lige med Spil Dansk i corona-krisen. Det lykkedes. Og det har betydning!”

Niels: ”DPA kæmper i den grad for dansk musik og for en bred musikformidling på DR's kanaler. Vi var – bl.a. sammen med Spil Dansk – med til at fremføre forslaget om, at danskandelen skulle være højere på grund af coronakrisen. Så vi var med til at få det gennemført. Vi har i en lang årrække været efter DR for at få dem til at spille mere dansk musik, og det fortsætter vi med. Men DR er meget tung at danse med. DR følger desværre et princip om, at de vil forvalte alle områder med egenproduktioner: Alt fra cirkus over børne-underholdning til ballet. Det er et kæmpe problem, at DR på den måde dominerer så meget og ikke formidler dansk musik mere bredt.”

Elisabeth: ”Og derfor skal der lægges pres på DR.”

Møbel, der ikke passer ind
Niels: ”Jeg tror, at der, hvor vi går skævt af hinanden, er, at du tror, jeg vil have, at man skaber til et marked helt inde i det kreative rum. Det er ikke det, jeg mener. Min pointe er, at de ansøgere, der har glæde af vores puljer, de har allerede et samarbejde med et marked. Hvis man skal have støtte til et færdigt projekt, så er det Udgivelsespuljen, man skal søge.”

Elisabeth: ”Jeg synes ikke, jeg har overset Udgivelsespuljen. Men i DPA findes der ikke mulighed for at søge penge til arbejdet helt fra bunden: når jeg skal skrive sangene.”

”Der er jeg så blevet et møbel, der ikke passer ind. Kunsten er det, der hjælper mig igennem alt. For mig handler det om frihed til at lave sangene. Det starter ikke med, at man tænker musikken som et erhverv. Jeg har spurgt et par gange efter gode argumenter for at blive i foreningen, uden svar. Den der håbløst febrile ”vækst, vækst, vækst”-kassetænkning er ikke nok for mig. Nu melder jeg mig ud. Så må I klare jer selv!” lyder afskedssalutten fra Elisabeth Gjerluff Nielsen. Hun har i stedet valgt at melde sig ind i Dansk Artist Forbund.