DPA

For komponister og tekstforfattere

Emma Pi og de to lys

20. februar 2018
Gennem et helt liv er der ofte en sang, der følger os, og som vi vender tilbage til igen og igen. I forbindelse med at DPA i år fylder 100 år, fortæller her et af foreningens yngste medlemmer Emma Pi, hvordan 'To lys på et bord' har inspireret hende

I år fylder DPA 100 år. Vi har i den anledning spurgt en række af vores medlemmer om hvilke værker, der har betydet noget helt særligt for dem. Her fortæller et af vores yngste medlemmer, sanger og sangskriver Emma Pi lidt om, hvorfor 'To lys på et bord' har en helt særlig plads hos hende.

Når man spørger 16-årige Emma Pi, der i 2014 vandt børnenes Melodi Grand Prix med sangen 'Du ser den anden vej', som hun selv har skrevet, om hvilket værk fra dansk populærmusik, der betyder noget særligt for hende, kommer svaret ikke prompte: 

"Det er et svært spørgsmål, da jeg jo ikke er så gammel. Jeg synger alt slags musik og spiller alt slags musik, men der er nogle værker, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Et af de værker er selvfølgelig 'To lys på et bord'. Jeg har lyttet til meget ældre populærmusik da jeg var yngre, hvor jeg sang med på klassikere med Grethe og Jørgen Ingemann, Bent Werther og Gustav Winckler."

Emma har indspillet sine egne versioner af flere evergreens - heriblandt 'To lys på et bord', som udkom på hendes debutplade 'Slentrer gennem regn' (2016).

"Hvis jeg skal tænke på 'To lys på et bord' og hvad jeg godt kan lide ved den, så er det ikke noget bestemt. Jeg kan godt lide melodien, teksten og sangen i sin helhed, og jeg kan godt lide at synge den - spillet mellem, at der er nogle høje toner og noget dybt. Jeg er lidt af en drama queen, så kan rigtig godt lide, at den er lidt dramatisk."

Om de næste 100 års dansk populærmusik kommer den 16-årige pige fra Gentofte med følgende ønske:
"Jeg ønsker at musik skal blive ved med at være det det er. Noget der gør mennesker glade og samler mennesker. Man lytter til det, når man alene, man lytter til det, når man er sammen med nogen. Man danser til det. Man lever til det." 

"Tillykke til DPA med de 100 år. Jeg håber, jeg kan blive ved med at være medlem fremover, for jeg synes det er fedt at organisationen er til så vi kan være samlet," slutter Emma Pi.

Oplev flere medlemmer fortælle om hvilke værker, der har inspireret dem i DPA's 100 års magasin, der udkommer i marts.

Se videoen med Emma Pi her