DPA

For komponister og tekstforfattere

DPA ‘Lift Me Up’

29. oktober 2018
DPA-medlem, Sonyartist og sangskriver, Anya, fortæller her om, hvordan hendes DPA-medlemskab på kort tid er blevet til nye sange, nye venskaber og nye faglige fællesskaber, som tager afsæt i økonomisk støtte, men rækker langt videre.

”Jeg meldte mig ind i DPA i februar 2017. Jeg var allerede medlem af en anden brancheforening, men jeg havde fået anbefalet DPA af nogle musikervenner, som roste organisationen til skyerne. Nu har jeg været medlem i lidt over halvandet år, og kan ærligt sige, at DPA allerede har spillet i vigtig rolle i udviklingen af min karriere.

Jeg har opnået støtte fra DPA til en række kunstneriske projekter, men den, der står stærkest i min erindring, er turen til Los Angeles i oktober 2017. Jeg kom af sted sammen med fire andre artister og sangskrivere, og vi boede sammen i DPAs hus derovre. Natten inden afrejse gik min kæreste og jeg fra hinanden. Jeg havde slet ikke sovet, da jeg morgenen efter mødtes med Margrethe Tang i Kastrup Lufthavn. Hun var en de andre deltagere på turen, og vi havde kun mødt hinanden én gang før til informationsmødet på DPA-kontoret. Hun var glad og spændt og så knivskarp ud i sit rejse-outfit. Jeg havde mørke rander under øjnene og måtte grædende fortælle, hvad der var sket. Flyveturen til USA gik med at jeg græd og sov, og vågnede op og kom i tanke om, hvad der var sket og græd lidt mere. Margrethe krammede mig bare omsorgsfuldt.

Mit program i L.A. var pakket. Jeg havde sessions hver dag i otte dage og skrev sammen med nye mennesker hver dag. Den måde at skrive musik på var stadig relativt ny for mig, så det var udfordrende at være overskudsagtig – især når jeg samtidig kæmpede med hjertesorger. Det, der gjorde, at jeg klarede det igennem ugen var, at jeg om aftenen tog hjem til Margrethe og Stine Kinck, der også er medlem af DPA. De to boede i en Airbnb lejlighed i Hollywood. Der talte vi om vores sessions, lyttede til resultaterne, spiste tortillachips med salsa og drak kolde øl. De to kvinder blev mit hjem i L.A. og er blevet mine nære veninder i dag. Vi mødes tit og taler musikbranchen og de op- og nedture, vi oplever.

De første syv dage i L.A. skrev jeg de mest deprimerende, triste, nedtursagtige heartbreak-sange, men den sidste dag mødtes jeg med nogle venner, Molly og Brandon, som begge er fantastiske sangskrivere. Vi satte os ned i solen med deres lille hund, Little Dude, og skrev et nummer til en hypotetisk person, som en dag vil genoprette min tro på kærligheden. Det blev et nummer med en virkelig glad lyd og stemning, som hedder 'Lift Me Up'. Den sang er kommet til at repræsentere en masse følelser i mig. Et håb for fremtiden, en følelse af selvstændighed og en masse varme minder fra L.A. 'Lift Me Up' er min næste single, som udkommer den 2. November 2018.

Så jeg vil meget gerne sige tak til DPA for støtten. Jeg er stolt af at være medlem, og jeg vil gøre alt, jeg kan for at give tilbage. For jeg føler virkelig, at jeg har fået meget i form af musik, oplevelser og venskaber.”

Anya er i gang med at lægge sidste hånd på sit debutalbum, som udkommer til foråret. Du kan få et lille indblik i hendes arbejdsproces fra den artikel vi bragte i forbindelse med kampagnen #Voresmusik sidste år her. Ligesom du kan læse postkortet fra Anyas tur til L.A. her.


Er du endnu ikke medlem af DPA? Se hvordan du bliver det her.