DPA

For komponister og tekstforfattere

Arbejdsbolig i London

18. september 2017
Som musikskaber har man fra tid til anden brug for at rejse ud og arbejde med sin musik, hente ny inspiration og skabe sig et netværk, der rækker ud over Danmarks grænser - "et ophold i DPA’s hus i London er en ideel mulighed for at opleve og arbejde med det engelske musikmiljø".

Et arbejdsophold midt i Londons pulserende musikmiljø kan bruges til at sætte skub i det arbejde og den udvikling som sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere er i gang med, og måske give lige den inspiration, der mangler for at skabe et internationalt hit eller etablere et internationalt samarbejde.

”Jeg synes, at et ophold i DPA’s hus i London er en ideel mulighed for at opleve og arbejde med det engelske musikmiljø. Huset ligger et centralt og dejligt sted i London, hvor man hurtigt føler sig som en del af den britiske hovedstad, og hvorfra det er nemt at komme rundt i resten af byen”, fortæller producer og komponist Nick Labajewska Madsen. 

Med skrivehusene skabes muligheden for at skrive ny musik og tekst - og det bliver der gjort. Sangskriver og bestyrelsesmedlem i DPA, Tobias Stenkjær skabte hittet 'Puppeteer', som lå på nr. 1 på de spanske hitlister, i DPA's arbejdsbolig i London:

"Man skal ikke være bange for at samarbejde og kigge ud over sit eget lands grænser. Tænk bare over det: nummeret er skrevet af en franskmand og en dansker i London; sendt til et spansk pladeselskab af et britisk managementselskab, indspillet af en spansk gruppe, produceret af et svensk/græsk hold og mikset af en græker. Branchen er mere end nogensinde grænseløs, og mulighederne uendelige", fortæller han.

Hvem kan søge DPA's arbejdsbolig i London?
DPA's arbejdsboliger er målrettet sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere, der skaber musik inden for det populære og kommercielle felt.

Alle ansøgninger om ophold i London fungerer som ved ansøgning af legater og skal derfor være hæftet op på et projekt/formål og/eller samarbejdspartnere. Alle medlemmer af Koda kan søge om et arbejdsophold i DPA's hus i metropolen. 

Læs mere om og ansøg om et ophold i DPA's hus i London her.