DPA

For komponister og tekstforfattere

Foto Kim Vadskær

Årets Nye Jazznavn er...

13. januar 2017
Studie 2 i DR Koncerthuset kunne fredag aften hylde både det spirende talent og det etablerede jazzvirke, da DPA sammen med DR Big Band inviterede inden for til koncert og prisuddeling. Den unge trompetist og komponist Jakob Sørensen blev kåret som Årets Nye Jazznavn '17
Årets Nye Jazznavn 2017 - Jakob Sørensen

Man er aldrig for ung eller for gammel til anerkendelse – og det var præcis, hvad der var på programmet fredag den 13. januar i DR Koncerthusets studie 2, da DPA sammen med DR Big Band åbnede dørene til en aften med priser og musik i jazzens navn.

Først handlede det om de unge komponister: De tre finalister i Årets Nye Jazznavn kæmpede nemlig om titlen som ’Årets Nye Jazznavn 2017’. Alle tre var de med deres værker blevet udtaget til finalen i DPA’s jazzkonkurrence for komponister under 30 år, der for 10. gang er med til at sætte spot på de spirende talenter, der findes i det danske jazzmiljø. Konkurrencen er skabt for at være et springbræt i de unge komponisters karrierer, og årets tre finalister kunne stolt lytte til uropførslen af deres værker for DR Big Band.

Vinderen af ’Årets Nye Jazznavn 2017’ er Jakob Sørensen
Det blev den 28-årige nordjyde Jakob Sørensen, der løb med titlen og nu velfortjent kan kalde sig for ’Årets Nye Jazznavn 2017’. Han vandt med værket ’Nomad’, der af juryen blev beskrevet som både cool, melankolsk og groovy på samme tid.

2. prisen gik til Benjamin Gower-Poole med værket ‘Picture’
3. prisen fik Lasse Mørck tildelt for sit værk ’Prairie Sunset’.
Med priserne fulgte: 15.000 kr. til 1. prisen, 10.000 kr. til 2. prisen og 5.000 kr. til 3. prisen.

Det var en dejlig overraskelse at høre DR Big Band’s arrangement af ’Nomad’. I deres hænder fik det et helt andet udtryk, en anden feeling – det var fedt at høre, hvad de kunne få frem i det. Det er en stor ære at stå her som vinder i aften og få den anerkendelse fra DPA – det betyder meget at opleve ens eget værk blive værdsat på den måde og få den anerkendelse som ung komponist. Denne konkurrence er et meget værdifuldt skub for de unge komponister”, sagde Jakob Sørensen kort efter at have fået overrakt 1. prisen. Jakob udgav i februar 2015 sit debutalbum ‘Bagland’, der blev udnævnt til et af 2015's ti bedste albums af JazzNyt.

Komponist og mundharpist Mathias Heise, der tidligere har vundet Årets Nye Jazznavn, var også med på aftenen med værket ’Choices’, som var nykomponeret specielt til lejligheden:

Det var en stor oplevelse og kulminationen på en lang, spændende og krævende arbejdsproces at stå i DR Koncerthuset og uropføre min allerførste deciderede bigband komposition med DR Big Band. At bevidne forvandlingen fra et svimlende antal sorte pletter og streger på nodepapiret til et samlet, kraftfuldt stykke musik, det har været fantastisk, og jeg er imponeret over DR Big Band’s høje niveau og arbejdsmoral. Da jeg vandt DPA's komponistkonkurrence i 2015, var det første gang, jeg stod på scenen med DR Big Band - siden da har jeg gennemgået en rivende udvikling, og at jeg nu har fået lov til at skrive et originalværk for Big Band - det oplever jeg som endnu en milepæl.” (Mathias Heise)

Alex Riel modtager Leo Mathisen Prisen 2017
Fra de unge komponister til de erfarne jazzkræfter: Alex Riel kunne med stor applaus fra publikum i salen modtage sin hyldest, da han gik op på scenen for at få overrakt årets Leo Mathisen Pris.

DR Big Band og Leo Mathisen foreningen How How uddelte hermed for ottende gang prisen til en nulevende dansk jazzmusiker, der både rummer elementer af guldalderjazzen - som Leo Mathisen repræsenterede – og har en fremadpegende kunstnerisk jazzåre i sig, der tegner den nutidige jazz.
Som Leo Mathisen prismodtager skriver Alex Riel sig ind i historien sammen med tidligere vindere som: Niels Jørgen Steen, Kresten Osgood, Ib Glindemann, Ray Pitts, Tomas Franck, Hugo Rasmussen og Mads Mathias.
Alex Riel fik overrakt Leo Mathisen Prisen med ordene (uddrag):

Heldigvis brugte han kun sin frisør-uddannelse til at have noget at falde tilbage på, hvis alt andet skulle gå galt. Heldigt både for det danske og internationale musik-liv med fokus og omdrejningspunkt på jazzen – men også populærmusikken, hvor han har været med i mange banebrydende projekter. Årets Prismodtager har hængt ud med mange – fra Stan Getz, Dizzy Gillespie og Niels-Henning Ørsted Pedersen over Bill Evans, John Scofiled og David Sanborn til stort set hele det danske musikliv. Men man har først og fremmest indtrykket af, at det var dem – alle musikerne – der ville og vil hænge ud med Årets Prismodtager. For han er nemlig en blændende musiker – og så er han tillige nysgerrig, menneskeglad og innovativ på en legende måde – og han er ikke bare trommeslager; han er TROMMESLAGEREN – og har været det igennem en menneskealder, hvilket man hverken kan se, høre eller mærke på ham – han er lige så legesyg og musik-sulten, som da han som sytten-årig kastede sig over gryderne i offentligt regi”, lød det bl.a. fra Jacob Morild ved overrækkelsen af prisen.

Aftenens prismodtagere - Jakob Sørensen, Lasse Mørck, Alex Riel og Benjamin Gower-PooleMathias Heise med uropførslen af sit værk 'Choices'
Vis billedgalleri
Skjul billedgalleri
Årets Nye Jazznavn 2017
Se videoen fra Årets Nye Jazznavn 2017