DPA

For komponister og tekstforfattere

Støtten gør det muligt

14. august 2018
160 fik tildelt legater ved ansøgningsrunden i juni. DPA’s projekt-, rejse- og kursuslegater er målrettet sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere, der skaber musik inden for det populære og kommercielle felt og kan søges af alle medlemmer af Koda.

Der var i denne runde 223 ansøgninger og der blev søgt om støtte for 8.669.785 kr. til alt fra musikproduktion og promotion til rejser, eksport og udvikling af kompetencer fx via undervisning. Legatudvalget tildelte 160 projekter, 57 arbejdsrejser og 6 kursusansøgninger støtte – med i alt 2.425.000 kr.

Mød nogle af denne rundes legatmodtagere her:

"På mange måder betyder støtten at flere og flere metal bands etablerer sig på det europæiske metal marked. For mig personligt betyder det, at jeg kan opretholde min business året rundt. DPA er med deres støtte en medvirkende faktor til, at mit virke bliver mere udbredt, og jeg dermed kan leve af min musik fuldtid," fortæller Mirza Radonjica-Bang.

"Som solo-artist er der meget du står for selv, og det du står for selv, skal du være ekspert i. De dele af virket du ikke magter selv, (typisk mix og master af musikken), skal du få andre til at hjælpe dig med, der både er top-professionelle og samtidig vil gøre alt for at løfte det så meget, de kan. Man har ikke råd til at slagge: hverken med kvaliteten af det tekniske eller med den plan, man har lagt for sin udgivelse.
Det betyder virkelig meget at blive støttet af Kodas kulturelle midlerSom upcoming sikrer legatet, at jeg kan overholde min EP-plan og samtidig vide, at det bliver i den rette kvalitet, uden at jeg bliver ruineret," fortæller Ida Kudo.

"Med støtte fra Kodas kulturelle midler i ryggen, bliver det muligt for mig at skabe den musik, jeg altid har drømt om," fortæller Luca Krohn.
 

Næste ansøgningsfrist til DPA’s projekt-, rejse- og kursuslegater er mandag den 3. september kl. 12.00. Søg støtte her.

Hvad er kulturelle midler?
DPA's støtte til skabelsen af ny musik og tekst er muliggjort af sangskriverne selv. De kulturelle midler som DPA deler ud via eksempelvis legater kommer nemlig fra 10 procent af Kodas indtægter - dvs. fra sangskrivere, komponister, producere, musikforlag og tekstforfattere.

Se modtagere af DPA's legater juni 2018 her

En faglig bedømmelse 
Alle ansøgninger om projekt-, rejse- og kursuslegater via DPA bliver behandlet af et legatudvalg, der består af fagfolk (sangskrivere, komponister, producere eller tekstforfattere), der hver især er en del af udvalget et år - hvert halve år skiftes to af udvalgets medlemmer ud, så der løbende sker en udskiftning i udvalget. Legatudvalget vurderer de indkomne ansøgninger og giver tilsagn eller afslag ud fra en faglig vurdering på møder, hvor en observatør fra bestyrelsen også deltager og sørger for, at der deles legater ud i overensstemmelse med retningslinjerne for DPA's projekt-, -rejse og kursuslegater. 

Legatudvalget (august 2018):  

  • Engelina Larsen
  • Mathilde Falch
  • Rasmus Hedeboe
  • René Vase

Medlemmer af legatudvalget kan ikke selv søge projekt-, rejse- eller kursuslegater, mens de sidder i legatudvalget. Læs mere om legatudvalgets arbejde her.

Sådan søger du legater til din musik 
Gennem DPA kan man søge legater til indspilning, udgivelse, markedsføring, rejser, kurser m.m. i forbindelse med sit virke som sangskriver/komponist/producer/tekstforfatter. DPA’s projekt-, rejse- og kursuslegatpuljer har ansøgningsfrist fire gange årligt (1. marts, 1. juni, 3. september og 15. november kl. 12.00) – ansøgningsformularerne er åbne en måned op til ansøgningsfristen.

Der kan også søges legater til eksport ved akut opståede muligheder via DPA’s akut eksportpulje og om arbejdsophold i L.A. eller London, hvis man skal over og arbejde i de byer. Læs mere om DPA’s forskellige puljer her

Støtte til projekter i dansk musikliv 
Organisationer og enkeltpersoner, der gerne vil søge om støtte til et projekt, der gavner dansk tekst og musik kan sende en ansøgning til DPA's bestyrelse – det kan fx være støtte til musikpriser, writing camps, musikfestivaler m.m. Ansøg om støtte til større projekter her.


DPA’s puljer støtter skabelsen af ny musik inden for det populære og kommercielle felt og kan søges som medlem af Koda. DPA's støtte til skabelsen af ny musik og tekst er muliggjort af Kodas kulturelle midler.