DPA

For komponister og tekstforfattere

DPA's jazzkonkurrence

12. juni 2013
DPA’s jazzkonkurrence for unge komponister havde i 2012 rekordmange deltagere. Måske er du årets nye jazzstjerne i 2013?
Foto: Philippe_Albert Hesselmann

DPA afholder igen i 2013 en konkurrence for unge jazzkomponister. Vinderen præsenteres ved en koncert i DR Koncerthuset, hvor værker af konkurrencens tre finalister uropføres af DR Big Bandet og præmiesummen på 15.000 kr. overrækkes vinderen. Komponistkonkurrencen er åben for alle under 30 år.

“Det er vigtigt at sætte lys på morgendagens komponister, og derfor afholder DPA sammen med DR Big Band en konkurrence for unge jazzkomponister. Alle har brug for et klap på skulderen og anerkendelse
af de værker, man har skabt, navnlig når man står i starten af sin karriere”, fortæller Ivan Pedersen, formand for DPA.

Et springbræt for unge komponister
DPA’s jazzkonkurrence har i en årrække fungeret som et springbræt for flere internationale karrierer for tidligere vindere: Niels Lyhne Løkkegaard (2007) har siden konkurrencen vundet flere internationale jazzpriser; Sidsel Storm (2008) har med tre albums i ryggen turneret både Europa og Asien. Snorre Kirk (2009) har spillet med Mads Kjølby, Jesper Thilo, Sidsel Storm og Malene Mortensen, og Marius Neset (2010) har turneret med både Django Bates’ orkester og sit eget. Vinderen i 2011, Carl Winther, har engagementer i alle verdensdele, og sidste års vinder Live Foyn Friis har også oplevet en stor interesse fra koncertarrangører, blandt andet spillede hun på årets SPOT-festival.

”Da jeg skulle vælge, hvilken komposition jeg skulle sende ind til DPA’s konkurrence, valgte jeg et af mine numre, der ikke er typisk bigbandmusik. Jeg var lidt usikker på, om det var for specielt, men nu er jeg rigtig glad for, at jeg fulgte min mavefornemmelse.”, siger Live Foyn Friis, sidste års vinder.

De tre finalister får alle opført deres værk af DR Big Bandet. Malene Kjærgård var blandt de tre finalister i 2012:

”Jeg har fået meget anerkendelse, og mange i musikermiljøet har set mig som sangskriver og ikke blot sangerinde efter jeg har været med i DPA’s jazzkonkurrence. Til selve koncerten i DR’s koncerthus kom mine venner og familie, og de fik en god oplevelse, og jeg var glad for deres opbakning”, fortæller Malene Kjærgård.

Juryen
Alle indsendte værker bliver bedømt af juryen, der består af store kapaciteter som: Per Arnoldi (verdenskendt designer og tidligere formand for Statens Kunstråd), Carsten Dahl (prisvindende jazzpianist og komponist, professor i rytmisk samtidsmusik ved Det Kongelig Danske Musikkonservatorium), Birgit Løkke (anerkendt percussionist i bl.a. Savage Rose og modtager af Sonningprisen), Sidsel Storm (jazz-sangerinde med 3. udgivelser i ryggen, tidligere vinder af DPA's konkurrence for unge Jazzkomponister), Steen Hansen (vært på Danmarks største radiokanal for jazzmusik – P8 Jazz) og sidste års vinder Live Foyn Friis.

Juryen udvælger tre værker, der opføres ved finalekoncerten i DR’s Koncerthus.

Swing? Mellow? Suite? Groovy? Valget er frit
For at deltage i konkurrencen skal man blot indspille en demo af sin komposition på en cd og sende den til DPA. Alle instrumenter og stilarter inden for jazzens åbne verden er velkomne – kompositionen må bare ikke vare over 6 minutter.

Finalekoncerten afholdes den 10. januar 2014 i DR Koncerthuset.

Send din komposition til DPA
Der må kun indsendes et bidrag pr. komponist. Kompositionen indsendes på en cd senest 1. oktober, 2013 til:
DPA
ATT: Jazzkonkurrencen 2013
Gråbrødretorv 16
1154 KBH K.

Kompositionen kan også indsendes som en Mp3-fil til mail: dpa@dpa.org

Hvis du har spørgsmål til konkurrencen, kan du maile til: dpa@dpa.org

 

Jazzkonkurrence
DPA's jazzkonkurrence for unge komponister