DPA

For komponister og tekstforfattere

Nye vitaminer til revyen

Instruktør Pernille Sørensen opfordrer krøllede og kreative hjerner til at prøve kræfter med revytekster.
Foto:  Ann Sophie Bech

Dansk revy får et kærligt spark i bagen i disse år, og et af indsparkene kommer susende fra skuespiller og medlem af DPA Pernille Sørensen. Hun instruerede i 2013 sin første revy – i Dragsholm – og fik fem stjerner og følgende cadeau i Jyllands-Posten: ”DragsholmRevyen bobler og sprutter af utæmmet galskab. Et moderne og anderledes bud på en sommerrevy.”

Ofte ender man med den sure kælling eller den dumme blondine…
DPA-medlem Pernille Sørensen har tidligere medvirket i Tobakskuller i Esbjerg og BornholmerRevyen, og hun er glad for mangfoldigheden på den danske scene. Men hendes hjerte banker især for fornyelse, eksperimenter og improvisation, så hun opfordrer nye tekstforfattere til at komme på banen:

”Lige nu er det 5-10 forfattere der leverer hovedparten af materialet til de danske revyer. De skribenter er efterspurgte, fordi de er professionelle og dygtige, så det skal man ikke pege fingre ad. Men det vil være forfriskende med nye tekstforfattere. De kan måske rekrutteres blandt journalister, forfattere, standup-komikere eller sangskrivere som Steffen Brandt og Sys Bjerre, der er dygtige til at spidde tidsånden. Kom på banen! Det gælder især kvinderne. Jeg studerede den samlede 2012-revysæson, og kun 19 procent af teksterne var skrevet af kvinder. Revyer er øjeblikkets spejl, og de bør også reflektere nutidens virkelighed for kvinder. For ofte ender man med den sure kælling eller den dumme blondine,” konstaterer Pernille Sørensen og giver følgende konkrete tips til revytekstforfattere på spring: ”Lav research på den specifikke revy, du vil skrive til. Er du til noget med højrøstet og skør vildskab – eller måske mere til intim revycabaret? Spørg eventuelt de involverede, om der er noget de savner, og så er det klogt at beherske sig i regibemærkningerne. Overlad detaljer og fortolkning til truppen,” råder Pernille Sørensen.

DragsholmRevyen 2013 gik nye veje og blandede fantasi, eftertanke og lokal mytologi. "Det vrimler med spøgelseshistorier på de kanter, og vi allierede os med en lokal forfatter og lavede en sketch, hvor Den grå dame taler med den mere ungdommelige og mandeglade Den hvide dame. Et tredje spøgelse, en soldat, dukker op. Det viser sig, at han ikke ved, at han er død, men det går gradvist op for ham, og til sidst går han med Den hvide dame til Dragsholm Slot, hvor han bliver indlemmet i stedets spøgelseshistorie. Det begyndte i comedy og endte i alvor. De fleste tilskuere blev grebet af det, og vi fik også lavet dancehall-musik af en professionel producer til en protestsang med syngende orme på samfundets bund. Kernepublikummet er indstillet på, at den syv år unge DragsholmRevy kan være udfordrende – ligesom revyerne i Aarhus og Bornholm,” siger Pernille Sørensen, som elsker revyen, fordi den er så rummelig og samtids-fokuseret: ”Man kan bruge nærmest alle genrer i revy, og som instruktør og medvirkende har man stor indflydelse på resultatet. Som revyskuespiller og instruktør har det været en stor fordel for mig, at jeg begyndte som musiker. Jeg blev ansat som altmuligkvinde på Jytte Abildstrøms Teater i 1991, og komponist Lars Fjeldmose hørte mig synge ved opvasken. Pludselig var jeg med i en forestilling, og jeg har samarbejdet med Lars lige siden,” fortæller Pernille Sørensen, som trods sin instruktørdebut stadig har et par revy-drømme:

Cirkusrevyen er det ultimative i dansk revy
”Jeg ønsker mig en mæcen, som vil sponsorere en ny revy – f.eks. på min hjemstavn i Vejle! Og så er det mit store håb en dag at skrive en tekst til Cirkusrevyen, som jo er det ultimative i dansk revy,” siger Pernille Sørensen, der sætter pris på det faglige fællesskab i DPA: Jeg synes det er skønt at mødes med kolleger, der er så væsensforskellige, ved DPA’s kegleaften o.l., og jeg har haft meget glæde af DPA’s faglige bistand og ophold i de fantastiske arbejdsboliger,” siger Pernille Sørensen.

Få et mentorløb med Pernille Sørensen 
Tekstforfatter Pernille Sørensen er én af de 50 mentorer som du som medlem af DPA, har du mulighed for at få et særligt mentorforløb med. De tre foreninger DPA, DJBFA og DKF har sammensat et mentorkorps med forskellig tilgang til arbejdet som komponist, sangskriver og tekstforfatter.
Se mere om mentorordningen

Tekst: Anders Houmøller Thomsen
Foto: Ann Sophie Bech