DPA

For komponister og tekstforfattere

Nye medlemmer i DPA / december '14

I slutningen af året har vi fået flere nye medlemmer i DPA - mød nogle af dem her: Cecilie Dyrberg, Ditte Hansen, Jonas Rendbo, Frederik Damhus, Amanda Wium, Aage Hedensted, Basim, Anna Bell Bentholm, Michael Lund, Julian Falck, Martin Marquart, Anne Seier og Benjamin Hav.
Cecilie Dyrberg

Cecilie Dyrberg 
Efter 10 år i Dúné med flere guldplader og massiv verdens-tournering i ryggen, valgte Cecilie Dyrberg ved udgangen af 2010 at gå nye veje. Hun har brugt årene siden sin udtræden af bandet på koncentreret at videreudvikle sig som sangskriver, producer og musiker. I dag har hun etableret eget studie og er den ene del af duoen EASE. Derudover arbejder hun på sit første solomateriale. Cecilie har desuden arbejdet meget med film score til reklamer, dokumentar- og kortfilm.

Ditte Hansen Ditte Hansen
Skuespiller og tekstforfatter. Ditte Hansen er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1996. Hun har skrevet tekster til revyer i hele landet heriblandt Cirkusrevyen, Nykøbing Falsterrevyen og Bornholmerrevyen. Ditte er også manuskriptforfatter på DR's satireserie 'I Hegnet' (med Lisbeth Wulff og Heinrich Christensen og DR tv-serien 'Ditte&Louise' (med Louise Mieritz).
Ditte Hansen har desuden skrevet teaterstykket 'Mågens' i samarbejde med Louise Mieritz til Nørrebro Teater med premiere i 2015.

Jonas Rendbo Jonas Rendbo
Jonas Rendbo er for første gang i fem år aktuel med et album, som udkommer i starten af 2015, og det er endda et dansksproget et af slagsen. Indtil videre har han udsendt musikvideo til førstesinglen 'Når Verden Ender' og nu også til andensinglen 'Tror Du Nu På Kærlighed'. Jonas fortæller om sin nye lyd:
"Jeg mistede troen og kærligheden til r&b for mange år siden. Noget, jeg ellers har dyrket, siden Teddy Riley opfandt new jack swing, og genren moderne r&b opstod. 90'er r&b blev indholdsløs og kedelig - og døde så. Nu er vi midt i en ny bølge af r&b, hvor en masse unge spændende kunstnere rykker grænserne for, hvad genren kan. Der er nu plads til at være sårbar, poetisk, melankolsk og mange andre ting. En ny dybde. Og musikalsk er der også meget højere til loftet. Det har inspireret mig. Det har givet mig blod på tanden og har fået mig til at forelske mig i r&b på ny."
Jonas debuterede i 2001 med bandet Jonz. Siden udgav han de to engelsksprogede albums 'Sweet Dreams Guaranteed' (2005) og 'W.A.I.T.T.' (2009). Begge albums blev godt modtaget og åbnede muligheden for at rejse ud i verden - blandt andet Afrika, USA og Europa - og dele scene med bl.a. John Legend, Bilal, Macy Gray og Joss Stone. Han har derudover også arbejdet tæt sammen med andre kunstnere - som sangskriver, producer, guitarist, kor og/eller vokalist, for folk som Ukendt Kunstner, S!vas, Barbara Moleko, Rasmus Seebach, Outlandish, Nexus, Aura, Burhan G, Xander, Omar, Jojo Abot, Wafande og mange andre. Han er også en del af hiphop-gruppen Sweatshop.
Med på det nye udspil medvirker blandt andet Jens Ole McCoy og Hans Philip (Ukendt Kunstner), Tais (Hukaos), Lord Siva, Højer Øye og flere fra den danske musikalske legeplads. 
 

Frederik Damhus Frederik Damhus
Sanger, sangskriver og guitarist. De sidste 7 års tid har Frederik Damhus været en del af det københavnske singer-songwriter miljø. I perioden august 2013 til april 2014 brugte han al sin tid på debutpladen 'Please Smile'. Den ramte verden den 14. maj 2014, hvilket han markerede ved at tage en måned til New York for at spille. Det kan tydeligt mærkes, at Frederiks sangskrivning udspringer af kærlighed; kærlighed til livet, til kvinder, mellem mennesker, til hverdagslykke, men også til de dage der ikke helt går, som man havde forestillet sig. Selvom pladen så dagens lys for 6 måneder siden, arbejder Frederik Damhus og band nu på fulde gardiner på et nyt album. Ambitionen er release af den nye plade en gang i foråret 2015.

Amanda Wium Amanda Wium
Amanda Wium er 23 år gammel og har base i København. Hun er pianist, sanger og sangskriver og står i front på sang og keyboard i sit eget projekt med bl.a. EP-udgivelsen 'These Keys' i 2013 og singlen 'Tell This Girl' i 2014 - og så har hun adskillige koncerter bag sig. Wium skriver alt fra fængende up-tempo popsange til tidløse ballader og interesserer sig meget for arrangement og produktion. For Wium selv er hendes genre udefinerbar men blander sig ofte med soul, pop, R&B, Gospel og electronica.
Amanda Wium startede med at spille musik som 16-årig og gik sidenhen på Københavns MGK fra 2011 og færdiggjorde det tidligere i år. Udover sin egen musik har Wium flere sideløbende projekter kørende. I maj 2014 turnerede hun med Malene Mortensen i Tyskland. Hun er fast pianist hos Gospelkoret 'Joyful Nation', og derudover underviser hun i klaver og sang. For nyligt landede Amanda efter en måned i New York på egen hånd, hvor hun mødtes med producere og sangskrivere og kom hjem med en håndfuld oplevelser og sange.

Aage Hedensted Aage Hedensted
Sanger og sangskriver Aage Hedensted kendes fra sit soloprojekt Mixtune For Cully, der i 2012 udgav sit andet soloalbum 'Season of Silence', opfølgeren til 'We Know Where the Aircrafts Hide' fra 2008 (GoodTape/PLayground Music). Hedensteds seneste udspil under alias Mixtune For Cully er singlen 'Grateful Shade', der udkom 8. december 2014. Som forsanger og sangskriver har Hedensted også en fortid i bandet Yellowish, der i begyndelsen af 00’erne vakte genklang på den danske indierockscene - et band som nu er gendannet under nyt navn og udsendte deres debut-EP tilbage i august 2014 under band navnet Catch The Breeze.
Hedensted har igennem sin karriere varmet op for prominente navne som The Czars (med John Grant i front), The Mountain Goats, 22-Pistepirkko, Jens Unmack og Mads Langer m.fl. Udover at være sangskriver har Aage Hedensted taget uddannelsen Music management (MUMA) på det Jyske Musik Konservatorium i Aarhus og har til dagligt sit eget booking og management agency Slowburn Music.
 

Basim Basim
Det er meget flotte resultater, den 22 årige sanger efterhånden kan tilskrive sit CV. Basim har ligget #1 med sin debut single 'Jeg Vil' og har udgivet 2 platin og guld certificerede albums.
Omkring 600 koncerter er det blevet til igennem årene i karrieren som udøvende artist, og nu tager professionen som sangskriver Basim rundt imellem København, Seoul, Tokyo og Los Angeles. Siden Basim i foråret vandt Dansk Melodi Grand Prix med nummeret 'Cliche Love Song', er sangen blevet streamet over 9 millioner gange på Spotify alene.
Basim er nu klar med en ny single, som er første egen udgivelse, siden han i maj stod foran mere end 195 millioner seere på live TV. Singlen 'Picture In A Frame' er skrevet af Basim og nogle af hans amerikanske kollegaer og blev udgivet den 1. december 2014.

Anna Bell Bentholm Anna Bell Bentholm
Sangskriver, sangerinde og artist. Anna Bell har udgivet to albums, et i USA i 2008, og 'The Sessions' herhjemme i 2013, der bl.a. blev udvalgt som 'Ugens Album' på P4.
Hun har turneret jævnligt i USA siden 2008, og hendes sange er siden da sange blevet spillet flittigt både på amerikanske og danske radiostationer, og flere af dem har desuden medvirket i danske og amerikanske kortfilm - og TV serier som f.eks. 'Baronessen flytter ind', 'Danmarks næste Topmodel', 'Claudia Rex - Timeless Beauty' m.fl.
I 2012 var Anna Bell én af de heldige 5, der blev optaget på Det Jyske Musikkonservatoriums nye Sangskriveruddannelse, og i 2013 opstod en sideløbende karriere som kommerciel sangskriver, da hun blev signet som Topliner hos TG Publishing. 
Anna Bell brænder for at skrive den gode popsang, og hun bruger det meste af sin tid på samarbejde med producere og sangskrivere over hele verden.
 

Michael Lund Michael Lund
Sanger, sangskriver og guitarist. Michael Lund startede den mere seriøse del af sin musikkarriere som sanger og rytmeguitarist i bandet Kick The Kangaroo, som han spillede med fra 1995-2004. Det blev til 2 pladeudgivelser og utallige koncerter i ind- og udland - og kulminerede med en Tour i Australien i 2003. Da bandet blev opløst kom Michael med i bandet Littlefish, som rytmeguitarist og korsanger. Dem spillede han med fra 2006-2007.
I 2008 samlede han sammen med et par venner bandet Chasing Grace. Bandet bevæger sig inden for Americana/Singer-songwriter genren. Michael er her sanger, sangskriver og guitarist. Chasing Grace har udsendt 2 albums. Debuten i 2010 og 2. album (et dobbelt album) i 2013. Bandet har netop færdiggjort deres 3. album, som udkommer i foråret 2015.
Michael har i sin sangskrivning bl.a. arbejdet sammen med Marcus Winther-John og Tobias Stenkjær.

Julian Falck Julian Falck
Julian er vokset op iblandt Djurslands hippier i 1980'erne. Han blev kastet ud på sit første betalte gig med sin far som 13-årig på trommer til Tønder Festival. I 20'erne begyndte der at komme ord på papir og musik i cubase - det blev først til bandet JulesD and the LadyLounge orchestra, som nåede at indspille et helt uudgivet album, før bandet døde hen. Samtidig med JulesD sad Julian bag trommerne i Mofus som medproducer og sangskriver af enkelte værker. 
Ved siden af kørte Julian sit indspilnings studio JulianF studiet i Aarhus, hvor der blev indspillet navne som Per Møller, Gnags, Pernille Gunvad, Mellophone m. fl. Som trommeslager har Julian været i dreamteamet bag Rasmus Nøhr på DMA i 2007 sammen med Tim Christensen, Jacob Binzer og Jeppe Tuxen, som senere blev til en tur med Tue West.
Der skulle gå ca. 8 år og en tilflytning til København, før teksterne og musikken begyndte at strømme igen. Nogle af disse sange er brugt i DR Drama serier som Forbrydelsen og Borgen. 
Nu står Julian i et fantastisk band, Stranger The Horse, og fremfører sine nye samt gamle sange.
 

Martin Marquart Martin Marquart
Martin Marquart er sangskriver og sanger i bandet Man Made Hope. Genren er melankolsk folk rock, hvor den helt enkle instrumentering bevidst bruges til at fremhæve følelsen i sangene. Gennem teksternes visuelle og konkrete billedsprog kommer man helt tæt på det, som ellers er så svært at sætte ord på. Bandets kreative omdrejningspunkt er sangskriver Martin Marquart, der er inspireret af singer-songwritere som Teitur, Thomas Dybdahl og Elliott Smith - alle kunstnere der formår at blande store og skrøbelige følelser med enkle, iørefaldende popmelodier og originale arrangementer.
Debutpladen 'Tangerine' udkom i juni 2012. Albummet er et dogme-projekt, hvor ideen var at indspille ti sange på lige så mange dage i selskab med producer og lydmand Anders Wittorff, der også drejer på knapperne for Jimmy Jørgensen og Rasmus Nøhr m.fl. De ti sange opstod dog ikke i studiet, men var blevet finpudset ved en række koncerter i København henover 2012. Udgangspunktet for de ti studiedage var ligeledes dikteret af ti dages studiestøtte fra Koda. Denne økonomiske håndsrækning sammen med et ønske om at gøre musikken mere rå og mindre finpudset var drejebogen for 'Tangerine'.

Anne Seier Anne Seier
Sanger, sangskriver og producer. Anne er vokset op i det århusianske musikmiljø, begyndte som barn at spille klaver og trommer og blev senere uddannet sanger på Det Jyske Musikkonservatorium (RM). Hun bor i København og har siden år 2000 været fast korsanger for GNAGS samt været musiker i div. sammenhænge (koncerter, tv-, film-, teater-, og cd-produktioner) bl.a. som korsanger i DR's underholdningsprogram, komponist og pianist på
Anemoneteatret, sanger i La Familia Flamenca, sunget kor og spillet cajon for bl.a. Ida Corr, Yadam og ReyMar ved akustiske koncerter.
Anne har skrevet sange lige siden hun som 13-årig deltog i Zig Zags Ungdoms Melodi Grand Prix, og
som soloartist skriver hun tekster på både dansk og spansk, da hun har boet på Cuba og ad flere omgange har boet, studeret og danset flamenco i Spanien. I 2009 udgav hun det spansksprogede debut-album 'Lo Que Vi' og i 2013 udkom albummet 'Sådan er det her', hvor det er Anne selv, der i sit lille kolonihavehus har skrevet tekst og musik, spillet næsten alle instrumenter, produceret og skruet på knapperne - et album med 12 sange der bobler af stærke følelser, nærvær og modnede refleksioner. Annes musikalske univers er stærkt inspireret af spansk flamenco, argentinsk tango og portugisisk fado, men hun elsker også snorlige pop og tydelige melodier og arbejder med at kombinere disse verdener på sin egen måde - et sted i grænselandet mellem elektroniske skygger og akustisk vellyd, det intenst melodramatiske og det nøgne øjeblik. Radioen har taget rigtig godt imod alle 3 singler fra albummet og BT gav 5 ud af 6 stjerner.

Benjamin Hav Benjamin Hav
Tekstforfatter og rapper. 
Benjamin Hav er rapper og halvdelen af den elektroniske hiphop duo Benal, der har udsendt 3 anmelderroste EP'er; 'Hvad med nu' (november 2014), 'Hiphop' (maj 2014) og 'Baby' (august 2013).
Udover at være en del af Benal skriver Benjamin også til andre sangere og rappere - og i øjeblikket er han i gang med at skrive sin første bog.

 
 
DPA byder alle de nye medlemmer velkommen!
 

Mød flere nye DPA-medlemmer. Er du ikke medlem af DPA endnu? Bliv medlem her.